Lillith med opfordring: - Stop med at brænde hekse af
Som heks og som kvinde håber Lillith Møller, at folk vil genoverveje, hvordan de fejrer sankthans.
Traditionen tro bliver der søndag fyret op for sankthansbålet, og flere steder foregår det med en heks af halm på toppen.
Det har man gjort siden starten af 1900-tallet, og faktisk undrer det Lillith Møller, at det for mange ikke har ændret sig.
- Jeg synes, det er mærkeligt, at vi i 2024 på sankthansaften stadigvæk putter en kvindeskikkelse på bålet og brænder den af, siger hun.
Ifølge hende er det et problem, at det er en kvinde, der bliver symbolet på den ondskab, man ifølge traditionen brænder af.
- Det bunder nok bare i uvidenhed, men jeg synes stadig, at det er besynderligt, at det finder sted.
Med til Lillith Møllers historie hører, at hun også kalder sig selv for heks. Ifølge hende har afbrændingen dog ikke noget at gøre med den hekseforfølgelse af hendes forgængere, der fandt sted for flere tusind år siden.
Yderst magisk
I middelalderen anså man hekse som ondskabsfulde væsner og henrettede dem på bålet.
Den heks, vi brænder på bålet i dag, har derfor ikke direkte noget at gøre med hekseafbrændingerne. Det fortæller Louise Hauberg Lindgaard, der er historiker på HEX Museum of Witch Hunt i Ribe til TV Syd.
Sankthansaften og -nat blev anset som noget yderst magisk, og derfor mente man i mange år, at de overnaturlige kræfter var særligt aktive deromkring.
Derfor tændte man bål for at holde det onde væk. I dag har mange nyfortolket det til at sige, at de ikke brænder heksen af, men sender hende til Bloksbjerg i Tyskland.
Mere fokus
Selvom Lillith Møller fra Skødstrup ser sig selv som heks, er det lige så meget som kvinde, hun mener, traditionen bør genovervejes.
Det betyder dog ikke, at sankthans skal aflyses, understreger hun.
- Jeg kan godt forstå, at folk stadigvæk gerne vil beholde sankthans. Men jeg har svært ved at forstå, at der stadigvæk er mennesker, der synes, det er okay at brænde en kvindeskikkelse på bålet, siger hun.
Lillith Møller håber, at hun ved at sætte fokus på traditionen kan få nogle til at genoverveje, hvordan de selv fejrer dagen.
- Det kunne være, at nogen tænkte: Ah, det er sgu blevet for gammeldags, det her, siger hun.