Pressemøde kl. 18 om genåbning af skolernes mindste klasser
Sundhedsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet inviterer til pressemøde kl. 18.00 om genåbning af skolernes mindste klasser.
I lidt over en måned har de mindste klasser fra 0. til 4. klasse fået undervisning hjemmefra via en skærm. Men nu lægges der op til, at de snart kan vende tilbage til skolen.
Sundhedsministeriet oplyser på deres hjemmeside, at de holder pressemøde kl. 18 sammen med Børne- og Undervisningsministeriet om genåbning af skolernes mindste klasser.
Ifølge TV2 News er ordførerne i Folketingets covid-19 følgegruppe informeret om, at elever i 0. til 4. klasse vil vende tilbage i skole fra den 8. februar. De har været hjemsendt for at begrænse smitte med covid-19.
Det skal regeringen havde fortalt til den covid-19 følgegruppe, der er nedsat i Folketinget.
Smitten er dæmpet betydeligt
Regeringen indførte en større nedlukning af samfundet efter jul, da smitten med covid-19 var steget betydeligt og en ny, britisk variant truede med at gøre situationen endnu værre.
I løbet har januar har nedlukningen dæmpet smitten betydeligt, og der har i de seneste uger været et stigende pres for at lade de mindste elever vende tilbage til skolen.
Argumentet for er, at smitterisikoen er mindre hos børn samt at det hæmmer både børnenes trivsel, indlæring og deres forældres arbejdsevne, at holde dem hjemme.
Statsminister Mette Frederiksen (S) åbnede i sidste uge for, at det kunne blive aktuelt at sende de yngste elever tilbage i skolen.
Det gjorde hun, da hun forlængede coronarestriktionerne for blandt andet folkeskolen til og med 28. februar.
Voksne kan ikke arbejde
- Eksperterne har anbefalet, at vi starter med at få de mindste skoleelever tilbage i skole – det er vigtigt for økonomien, så der er flere voksne, der kan arbejde.
- Det er også vigtigt for børnenes og forældrenes trivsel. Eksperterne anbefaler omvendt, at det sidste, der bliver genåbnet, er nattelivet, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
Til stede ved mødet kl. 18. vil være Sundhedsminister Magnus Heunicke, Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum.
Siden i går er 488 testet positiv med COVID-19, og 546 er indlagt med COVID-19.
Positivprocenten er under én for 17. dag i træk, ifølge Statens Serum Institut.