Unge og kommunalvalg. Eller: Hvordan man når en svær målgruppe med et kedeligt emne
De unge stemmer ikke. De gider ikke kommunalvalg. De tager demokratiet for givet, eller også er de bare ligeglade. Det er et demokratisk problem. Eller er det?
Diskussionen er fremme ved hvert kommunalvalg, og ved de seneste valg har det ikke skortet på initiativer og kampagner, der skulle få ungdommen til stemmeurnerne. Kommunalvalget i år var ingen undtagelse, og også TV 2-regionerne gik sammen om en indsats målrettet første- og andengangsvælgerne. Indsatsen var todelt og bestod dels af en landsdækkende, tværregional digital kampagne, #opstemt, på web, Facebook, Youtube og Instagram, dels af de regionale mediehuses egne initiativer for at nå den unge målgruppe.
Den tværregionale #opstemt-kampagne er velbeskrevet andre steder, ligesom vi har skrevet om TV2 ØSTJYLLANDs tværmedielle valgkampsdækning på digitale og sociale platforme — med en (relativt) ung målgruppe for øje — i et tidligere blogindlæg.
Dette indlæg har derfor fokus på de tre public outreach-arrangementer, som vi skabte med lokale samarbejdspartnere. Tanken med samarbejderne var helt overordnet at nå de (i mangel på et bedre dansk ord:) underserved: målgrupper, vi som medie ellers sjældent formår at nå, og at få de unge til at være med — fremfor at være passive tilhørere, som de så ofte er. Vi ville med andre ord eksplicit ikke ud på gymnasier og prædike for koret, og vi ville ikke lave valgkaravaner med ungdomspolitikere, der kunne få lov at tale på tilhørerne. Det er set og prøvet tusinde gange før, og det har sikkert sin berettigelse, men vi havde en grundlæggende tro på, at det hjælper at engagere mennesker, og at unge ikke undlader at stemme, fordi de er ligeglade, men fordi de enten føler sig talt forbi, eller fordi kommunalvalg og lokaldemokrati er ret abstrakte størrelser.
Af samme grund var vores definerede mål heller ikke som sådan at få de unge, vi samarbejdede med, til at stemme. Det ville uden tvivl være en fin bivirkning, men vi ønskede i første omgang at øge deres bevidsthed om lokaldemokrati. Det er et noget mindre målbart begreb end stemmeprocent, men fra et demokratisk perspektiv dog mindst ligeså væsentligt.
Dogmerne for vores arbejde var derfor — kogt ned i tre bullets:
Vi ville møde unge andre steder end på gymnasierne og universitetsuddannelserne.
Vi ville have fat i målgrupper, vi ellers har svært ved at nå.
Vi ville skabe noget i samarbejde med målgruppen.
Sosu-banko
I samarbejde med Social- og Sundhedsskolen i Randers afviklede vi et banko-event under titlen Sosu-Banko, som blev afviklet på skolen sammen med 250 elever, et hold af ældre medborgere, lokalpolitikere og skolens ansatte. Eventet lå i halen på et vælgermøde afholdt på skolen samme dag.
Sosu-banko foregik i store træk som almindelig banko bortset fra, at alle 90 tal var koblet op på viden om kommunalvalget, kommunen og andre fakta, der var vigtige i forhold til at få de unge til at blive klogere på de demokratiske processer og i bedste fald bevæge sig hen til stemmeboksen på valgdagen.
Ud over de normale banko-præmier kunne man til Sosu-Banko også bl.a. vinde selfies, gåture og kaffeaftaler med de lokale politikere, der deltog til eventet.
Og hvorfor banko? Jo, i sosu-verdenen mødes unge sosu-medhjælpere med ældre medborgere. På samme måde kan unge og ældre mødes i banko-verdenen. Banko-spillet er den foretrukne beskæftigelse på landets ældrecentre, mens spillet samtidig oftere og oftere dukker op i yngre, moderne sammenhænge. Bl.a. i det moderne københavnske beboerhus Absalon, hvor banko i forskellige afskygninger (boyband-banko, hiphop-banko, drag-banko og rødhårs-banko) trækker fulde huse.
Og i forhold til et kommunalvalg besidder banko-pladen og spillet også nogle eksistentielle metaforer:
Fuld plade: Vi er ikke noget som samfund, hvis vi ikke får hele samfundet med.
Tilfældets mulighed: Som medborger i et samfund må man spille med de tal, man får uddelt på livets plade og få det bedste ud af det.
Socialt spil: Banko-spillet er en samler. Alle spiller mod hinanden, men det er almindelig god banko-stil at hjælpe sidemanden, hvis han eller hun glemmer at lægge en brik. Som samfundsborger gælder de samme regler. Og det betaler sig i længden, da der både i banko-spillet og livet er masser af sidepræmier.
Med Sosu-banko ønskede vi at tage sosu-eleverne seriøst og lytte til deres drømme og ønsker for fremtiden. Sosu-banko var public service med tungen i kinden og brikker til hjernen.
Med Sosu-banko ønskede vi at empower eleverne. Vi ønskede at rykke dem lidt tættere på stemmeboksen den 21. november og vise, at de selv har magten over at ændre nogle ting. Uanset om de medvirkende elever stemte eller ej, blev de klogere og meget mere bevidste om deres muligheder i et demokratisk samfund. Derudover kom de væsentlig tættere på deres lokale politikere og fik markeret deres vigtige rolle — som færdigudannede — i samfundet.
Med Sosu-banko ville vi også bredere ud end Social- og Sundhedsskolen i Randers (og Grenå). Det kom vi ved at placere Sosu-banko på alle cafe-bordene i den velbesøgte Cafe K i Randers, hvor vi nåede et helt andet publikum end ved selve eventet. Her blev info-banko-spillet via en til lejligheden oprettet applikation indtaget sammen med familien til brunchen og som fordrukkent ølspil en sen nat kl. 05, når de unge skulle tvinge det sidste ud af natten.
Invasion af byrummet i Silkeborg
I samarbejde med Skiltetekniker-uddannelsen på Silkeborg Tekniske Skole lavede vi projektet Skilteborg, hvor de studerende på skiltetekniker-uddannelsen efter en introducerende workshop lavede alternative by- og vejskilte og placerede dem rundt i bybilledet og samarbejdede om at lave en efterfølgende street-hacking-video og udstilling på skolen.
Skiltene havde alternative tekster som DIN FREMTID 7 KM, STEMMEBOKSEN 800 M, DEMOKRATI 30 m og lignende . Teksterne og skiltene blev udtænkt og produceret i samarbejde med Teknisk Skole-eleverne i forbindelse med en heldags-workshop på skolen og kunne efterfølgende ses på skolen og i det silkeborgensiske byrum, hvor vi — med trafikloven i mente — placerede skiltene på strategisk udvalgte steder, som en slags street art et sted mellem almindelige officielle byskilte og valgplakater.
Ud over at pryde bybilledet producerede vi i samarbejde med eleverne også en fake street hacking-video, hvor grynede fotos viste, hvordan de unge vælgere erobrede byrummet med deres skilte-kunst.
Hvorfor skilte? Vej- og byskilte er sat i verden for, at man har noget at orientere sig efter, men som ung kan det være svært at orientere sig i en kommune, hvor politikernes tale oftest går hen over hovedet på én. Hvilken retning skal man så gå i? Med projektet Skilteborg ønskede vi sammen med de unge at lave vores egne skilte, som man kunne orientere sig efter. Vi ville skabe vores eget demokratiske bykort og lede folk hen til den stemmeboks, der måske virker som et uattraktivt sted at besøge, men dog er et af de steder, der kan definere éns fremtid.
Hver deltagende elev fik mulighed for at komme med sit bud på den retning, han eller hun ville gå i. På et personligt niveau og som del af samfundet/kommunen. De blev tvunget til at reflektere over deres demokratiske laden og gøren, mens de dyrkede dele af deres fag på underholdende vis.
Med Skilteborg ville vi ud og markere vores tilstedeværelse i byrummet og vise, at vi aktivt gjorde noget for at guide de unge vælgere lidt tættere på stemmeboksen den 21. november.
Med Skilteborg-projektet ville vi empower de unge og vise de unge, at de har magten i deres hænder, da man har uanede muligheder for at give sine drømme, håb og frustrationer stemme, når man kan et håndværk, der kan kommunikere så stærkt visuelt. For nogen, hvor ord og boglige færdigheder kan være en udfordring, ville vi vise, at de besidder den måske allermest magtfulde stemme af alle: evnen til at råbe visuelt op — og afgive sin stemme — i det offentlige rum.
Med Skilteborg ville vi dyrke samarbejder, og samarbejdet med Teknisk Skole og eleverne på skiltemalerlinjen gav os adgang til en række unge vælgere, vi normalt har meget svært ved at nå med vores indhold. De unge var med hele vejen: De lavede skilte, de dekorerede byrummet, de laminerede borde i kantinen — og fik brugt både deres kreative og faglige evner på en refleksiv facon.
Fodbold som den store segmentknuser
I samarbejde med Somalisk Forening / De Blå Stjerner i Brabrand afholdt vi en indendørs fodboldturnering i Globus1 i Brabrand. Her dystede 60 info-trøje-klædte unge mænd med anden etnisk oprindelse og 10 lokalpolitikere om pokalen og æren, alt imens de blev klogere på kommunalvalget.
Grundideen med KV17-Cup var at gøre de unge etniske mænd i Brabrand klogere på både KV17 og generelt blive klogere på noget, der i udstrakt grad efterspørges i området: helt generel viden om det politiske system.
Til KV17-Cup koblede vi 10 fodboldhold fra lokalsamfundet med 10 lokale politikere, der alle fik en plads på et af holdene. Rækken af politikere spændte fra SF til Nye Borgerlige, og der var bl.a. deltagelse af De Radikales spidskandidat Rabih Azad-Ahmad og Venstres borgmesterkandidat Bünyamin Simsek. Ud over at spille med var lokalpolitikernes rolle også at skabe hype omkring valget og svare på eventuelle spørgsmål fra de unge spillere. En anden vigtig person i området — den lokale politichef — var også til stede og dømte en af kampene.
Intet samler folk (især mænd) som fodboldspillet. Det er et universelt sprog, der tales med bolden, og det er et af de eneste steder, hvor alle kulturelle, etniske og økonomiske barrierer helt brydes ned. I Brabrand-området er der fyldt med forskellige fraktioner på kryds og tværs, men om fodboldspillet mødes alle. Det var derfor et helt oplagt sted at starte med at mødes.
KV17-turneringen var som sådan en almindelig fodboldturnering — med almindelige regler, rigtige dommere og en normal tilgang til, at man spiller for at vinde. Det, der var anderledes her, var, at vi brugte anledningen til at snige viden om KV17 og demokratiet ind ad bagvejen — mens man svedte, kæmpede og gjorde det, man elsker mest: spille fodbold med og mod sine venner, bekendte og områdets lokale. Og ikke mindst: sammen med de lokale politikere, der denne dag skiftede ham og blev til medspillere, vejledere og mennesker, man fik et helt normalt forhold til.
Med KV17-Cup ville vi være dem, der lyttede og tog problemet seriøst og formidlede denne viden om lokaldemokrati i øjenhøjde. Det kan godt være, at vejen til stemmeboksen er lang for disse unge, men med denne fodboldturnering ville vi bringe dem et par skridt nærmere.
Med KV17-Cup ville vi empower folk. Uden spillere, ingen fodboldturnering. Vi lod de unge Brabrand-beboere være medskabere af eventet. Det var deres deltagelse og bidrag, der dannede grobund for hele projektet.
Med KV17-Cup ville vi dyrke og fremelske nye partnerskaber. Samarbejdet med Somalisk Forening, De Blå Stjerner og Bazar Vest er enormt vigtigt, da traditionelle medier som TV2 ØSTJYLLAND normalt har svært ved at komme i kontakt med disse grupperinger. Disse borgere ser ikke fjernsyn, følger os ikke på sociale medier og får viden fra helt andre kilder. Vi må komme til dem, da de ikke kommer af sig selv til os. Via de rette partnerskaber kan vi bringe public service-indhold ud til nye målgrupper.
Ud over at leve som live-event var der op til turneringen udstillet æstetiske lækre bannere med holdfotos af de lokale spillere — de lokale helte — og deres medspillende lokalpolitikere på facaden på Bazar Vest, som vi hurtigt udpegede til at være et af knudepunkterne i området, hvor mange mennesker færdes, og eksponeringen for vores event derfor var stor.
Banko, skilte og fodbold… og hvad så?
I samarbejdet med de unge har vi ikke været i tvivl om, at vi har rykket noget — for det har vi kunnet mærke, og det har vi kunnet høre, når vi har talt med dem eller hørt dem snakke indbyrdes.
Det er svært at gøre op i tal, hvad indsatserne har rykket. Stemmeprocenterne for aldersgrupperne er først endeligt talt op i det nye år, og selv da vil det være svært at vurdere, hvad netop vores indsatser har haft af indflydelse — særligt når vores mål ikke i sig selv var at lokke de unge til stemmeurnerne, men at gøre det nemmere for dem at tage det første skridt derhen ved at øge deres bevidsthed om, hvad kommunalvalg og lokalpolitik i det hele taget går ud på.
I forhold til samlet impact på unge i Randers, Silkeborg og Gellerup er det svært at vurdere, hvor godt vi er lykkedes: Hvor langt er snakkene om kommunalvalg nået uden for de cirkler, der var vores samarbejdspartnere? Vi har selvfølgelig på forskellige måder forsøgt at forlænge arrangementernes liv — med Sosu-bankoplader online og på en af Randers’ mest velbesøgte caféer, med skilte på bordene i kantinen, med omtale på vores egne platforme og i andre lokalmedier.
Det er klart, at vi også gerne ville have budskabet så langt ud som muligt, men formålet var først og fremmest at nå den specifikke målgruppe i samarbejdet og at lave noget med dem med medie-paraderne helt nede — uanset hvor meget afkast det eventuelt kunne give på vores eller andres platforme — og det lykkedes i hvert fald.
Derfor er det heller ikke sidste gang, vi kaster os ud i nære samarbejder for at nå målgrupper, vi som medie har svært ved ellers at få kontakt med.
