'Han er ikke kun juleskør, han er kugleskør'
Julestemningen er allerede begyndt at brede sig i det østjyske. Især hos et ægtepar i Spentrup lidt nord for Randers.
I næste weekend er det første søndag i advent.
Og på en villavej i Spentrup lidt nord for Randers er de allerede godt i gang med at jule.
De har nemlig pyntet op med hundredevis af julekugler, julelys - og ikke mindst juletog.
- Der kommer biler hver aften, der kører stille og roligt forbi og kigger, og der kommer folk forbi på gaden. Så der er ret god trafik, specielt da vi tændte det i lørdags, siger Mogens Priess, der står bag juleshowet.
Han har selv bygget en togkonstruktion og et juletræ, der består af 300-400 julekugler.
Hvad siger konen til det?
- Hun kan godt lide det. Men sommetider bliver der nok også brugt for meget tid på det, siger Mogens Priess.
Læs også:
Er Judith enig?
I huset på Baldersvej i Spentrup bor også Mogens' ægtefælle, Judith Priess.
- Jeg synes, det har toppet. Så han må godt stoppe nu. Der er ikke plads til mere, hverken på loftet eller i haven, siger Judith Priess.
Hvor meget tid har du brugt på at sætte det op?
Mogens: - Jeg har brugt et par måneder.
Hvor mange timer om dagen bruger du?
Mogens: - Det ved jeg ikke, det er når der lige er tid til det.
Judith: - Det er fra morgen til aften. Ja. Jeg har sådan lige kunnet slæbe ham med ud at handle lidt og sådan. Sommerferie er det ikke blevet til.
Hvor meget koster det at have alt det her kørende?
Mogens: - Nu har vi en prisstigning på strøm her i øjeblikket, så vi er nok oppe i, at det koster 1.300 kr. ekstra i den periode, det er tændt.
Judith: - Vi sparer lidt om sommeren, så bruger han det om vinteren.
Det har taget overhånd
Men selvom de begge to er enige om, at juleriet har taget overhånd, så hjælper Judith til.
- Det er jo et fælles projekt, når det kommer til stykket, selvom jeg siger, at jeg trækker mig lidt i baggrunden og giver ham skylden for det hele. Jeg plejer at sige, at han er ikke kun juleskør, han er også kugleskør.
Og hun er da også lidt imponeret over Mogens' håndværk.
- Det, der er hjemmelavet, synes jeg er fint. Enhver kan jo gå ud og købe et træ og sætte det op i haven. Men at bygge det selv, det er noget andet.