Dagplejemor skaber glæde hos børn og forældre med nyt tilbud

Et nyt koncept har set dagens lys i Spentrup ved Randers, hvor en dagplejemor nu vil hente og bringe børnene på sin ladcykel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Randers Kommunes første cykeldagplejer har sat sig i sadlen.

Klokken er syv om morgenen, og Pia Espersen gør klar til at træde i pedalerne.

Efter 14 år som almindelig dagplejer er hun klar til at prøve noget nyt. Fremover kommer hun til at hente dagplejebørnene om morgenen og bringe dem hjem igen senere på dagen.

Hun er med andre ord Randers Kommunes første cykeldagplejer. Og i dag var første dag.

- Ud over at vi starter og slutter dagen med en rask cykeltur, så er alle børnene hjemme hos mig på samme tid hver morgen, Dét og tiden på ladcyklen styrker virkelig fællesskabet, siger Pia Espersen, dagplejer i Spentrup, til TV2 ØSTJYLLAND.

Idéen fik hun fra en lignende ordning i Odense. Og med opbakning fra forældre og kommunen er hun nu i gang.

- Det kan få hverdagen til at glide nemmere, siger Allan Brandt Callesen, far til et af børnene i Pia Espersens dagpleje.

VIDEO: Se indslaget fra Pias første tur på ladcyklen.

Bidrager ikke bare til dagplejemålene

Formålet med den kommunale dagpleje er at skabe et spændende og inspirerende pædagogisk læringsmiljø, hvor børnene trygt kan trives, udvikles og lære.

Og det skal de daglige cykeltur bidrage med. For når cykeldagplejeren cykler med børnene, vil der blive sat ord på fælles oplevelser og handlinger.

- Vi vil se, hvor børnene bor. Snakke om natur og trafik, når vi stopper undervejs. Vi skal være nysgerrige sammen, når vi oplever noget. Når regner trommer på taget, eller en fugl flyver forbi, siger Pia Espersen.

Men det er ikke bare de kommunale mål for dagpleje, som de nye koncepter bidrager til. Det er faktisk også verdensmålene.

Med Cykeldagplejen imødekommes nemlig ønsket om en energineutral, grøn transport til dagplejen, hvorved man bidrager til verdensmålene om sundhed, bedre klima og bæredygtige byer.

- I stedet for at forældrene skal tænde bilen, så kommer Pia rundt og henter børnene, så det er med til at skabe bedre klima og mere bæredygtige byer, siger lederen af dagplejen i Randers Kommune, Susanne Lyholm Andersen.

Ledelsen bakker op

Og ledelsen bakker i den grad op.

Faktisk i en sådan grad, at Susanne Lyholm Andersen har været med til at udvælge den ladcykel, der vil sikre cykeldagplejen en tryg fremfærd i trafikken.

- Cykeldagplejen giver på mange måder rigtig god mening og værdi - både for forældrene og for dagplejeren, siger hun, og fortsætter:

- På det pædagogiske plan er fællesskabet på ladcyklen med til at styrke deres sammenhold. Og de faste rutiner med at hente, bringe og synge cykelsang giver ro, tryghed og stabilitet. Alle faktorer som er med til at skabe et spændende og inspirerende pædagogisk læringsmiljø.

Pia Espersens cykeldagpleje kører i første omgang som et forsøg, men hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at Cykeldagplejen er kommet for at blive.

- Jeg har netop haft besøg af mine dagplejekolleger i området og vores dagplejeleder, og der bliver støttet op hele vejen rundt, siger hun.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her