Jakob løber fra Randers til København - for at løbe maraton
Jakob Stæhr Hansen skal deltage i maraton i København søndag - og han har valgt at løbe derover. Hele vejen fra Harridslev ved Randers
- Det er Jakob.
Stemmen i telefonen lyder frisk, og man kan på ingen måde høre, at den tilhører en mand, der netop er ankommet til Hou efter at have løbet hele dagen fra hjemmet i Harridslev nordøst for Randers.
Jakob Stæhr Hansen er netop nu i gang med at løbe fra Harridslev til København, hvor han lige snupper et maraton søndag. Alt sammen uden at sove, og løbeskoene får kun et hvil på de to færgeture - fra Jylland til Samsø og fra Samsø til Sjælland.
Ellers løber han. Og det gør han ofte.
Fra 0 til 42 km på fire måneder
Jakob Stæhr Hansen er en tilsyneladende almindelig familiefar med fire børn, men tilbage i 2010 besluttede han sig for at begynde at løbe, da han, som han selv udtrykker det, 'var blevet lige rund nok.'
- Det var ikke meningen, at jeg skulle løbe så meget. Et par ture om ugen på 5-10 kilometer, men den plan gik hurtigt i vasken, fortæller Jakob Stæhr Hansen, da TV2 ØSTJYLLAND fanger ham over telefonen, efter han lørdag eftermiddag er ankommet til Hou for at tage færgen til Samsø.
Efter den første tur i løbeskoene for otte år siden gik der blot fire måneder, før han havde løbet sit første maraton. 42 kilometer plus det løse. Som årene er gået, har han gentaget den bedrift hele 168 gange, og på søndag kan han så, hvis alt går vel, tilføje endnu et til regnskabet.
Kampen oppe i hovedet
Turen mod København begyndte tidligt lørdag morgen, mens de fleste af os stadig lå at sov. Klokken 04.30 satte han i løb, og undervejs på turen gennem Østjylland har han haft følgeskab af ti forskellige løbere, mens Line, Jakobs kone, er klar i følgebilen over Samsø og tværs gennem Sjælland.
Men hvorfor løbe hele vejen til København for så at fortsætte direkte ud i et maraton?
- Jeg vil udfordre mig selv, og det er en mental kamp. Sidste år gjorde jeg det også, men i år har jeg så tilføjet 30 kilometer ekstra på turen. Det er en måde, hvorpå jeg presser mig selv og lærer en masse om mig selv, siger Jakob Stæhr Hansen, der løbende opdaterer fra turen på sin side på facebook, The Running Starling, hvor nysgerrige kan følge med.
Hverken de fire børn eller konen Line er løbere. Derfor bruger han ofte mandage, hvor han har fri, på at tilbagelægge de mange kilometer i løbeskoene.
- Det handler også meget om det sociale, for jeg møder en masse andre løbere, siger Jakob Stæhr Hansen, der drømmer om at deltage i Spartathlon - et 246 kilometer langt løb i det varme og bjergrige Grækenland.
Men lige nu handler det om at nå til København, gennemføre maratonløbet, og så hjem til Harridslev igen – den sidste del i bil, vel og mærke.
- Og så går der nok lige et par uger, inden jeg skal ud i et maraton igen, siger Jakob Stæhr Hansen.
Lige nu kan du her på hjemmesiden lære at løbe med TV2 ØSTJYLLANDS studievært Michael Lindskau. Du kan se serien lige her.