Kvinde omkommet i brand
En 66-årig kvinde er omkommet i en brand på Gl. Viborgvej.
En 66-årig kvinde er torsdag eftermiddag omkommet i en brand i et hus på Gl. Viborgvej Vest for Randers.
Østjyllands Politi fik anmeldelsen om branden torsdag klokken 13.38. Ifølge vagtchef Lars Bisgaard fra Østjyllands Politi var kvinden, der er husets beboer, alene i huset, og ingen andre personer er derfor kommet til skade.
Kvindens pårørende er underrettet.
Hvordan branden er opstået, vides endnu ikke, men ifølge politiet er der ikke umiddelbart mistænkelige forhold.
- Teknikerne er i gang med at lave tekniske undersøgelser derude, der skal klarlægge årsagen til branden, siger Lars Bisgaard.