Politi ledte efter 52-årig mand - nu er han hjemme i god behold
Østjyllands Politi har i otte timer ledt efter en 52-årig mand fra Fårup ved Randers. Nu er han hjemme igen.
Østjyllands Politi har siden klokken 12 i dag, tirsdag, ledt efter en mand fra Fårup ved Randers.
Der er tale om en 52-årig familiefar, som tirsdag ved middagstid forlod sit hjem i Fårup i nedtrykt sindstilstand.
Familien har ikke hørt fra ham siden, og da han netop forlod hjemmet i nedtrykt sindstilstand, besluttede de sig ret hurtigt for at melde ham savnet til politiet.
- Der er en familie derhjemme, som er meget urolig for ham, og de vil rigtig gerne have ham hjem, og det vil vi også, siger Lars Bisgaard, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Leder højt og lavt
Østjyllands Politi leder efter manden med helikopter, hundepatruljer og almindelige patruljevogne, men det er endnu ikke lykkedes dem at finde ham.
- Vi har haft det helt store i gang, og vi leder både højt og lavt, men det giver ikke mening at have helikopter oppe mere, nu hvor det er blevet mørkt, så den har vi indstillet for nu, siger Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi har ledt efter den 52-årige mand i hele Fårup, og ud til Øster Bjerregrav, Hammershøj, Sønder Onsild og Kousted.
- Vi vil rigtig gerne finde ham. Han kan jo være alle steder. Han kan være i byerne omkring Fårup, han kan sidde på en kro, han kan være alle mulige steder, siger Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Beder offentligheden om hjælp
Selvom Østjyllands Politi både har haft helikopter i luften, hundepatruljer ude og almindelige patruljer ude i mere end seks timer, er de tikke lykkedes dem at finde ham.
Derfor beder de nu offentligheden om hjælp.
- Vi vil rigtig gerne have, at folk hjælper os med at finde ham. Man må gerne kigge ekstra efter, når man er ude og gå aftentur, siger Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Vagtchefen oplyser også, at det ikke vil ødelægge noget for politiets efterlysning, at folk aktivt går ud og leder efter den 52-årige mand.
- Det må man meget gerne, men det er selvfølgelig ikke noget, vi beder nogen om at gøre, siger Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Har man oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på 1-1-4.