Stor overraskelse: Randers FC spiller uafgjort med Galatasaray
Randers måtte nøjes med 1-1 på hjemmebane i første opgør mod Galatasaray i Europa League-kvalifikationen.
Pokalvinderen Randers FC var torsdag bedst i store dele af kampen mod det tyrkiske storhold Galatasaray, men måtte nøjes med 1-1 i det første af to opgør om en plads i Europa Leagues gruppespil.
Randers, som spillede sin første europæiske kamp siden 2015, gik uimponeret ind til opgaven, og med mere skarphed var det også blevet til sejr.
Chancer var der nemlig nok af i kampens første time, inden kræfterne virkede til at slippe op.
Hvis Randers skal i Europa Leagues gruppespil, er en sejr påkrævet på næste torsdag, når returopgøret spilles i Istanbul.
Lykkes det ikke, er Randers sikret europæisk gruppespil, da taberen af dobbeltopgøret ryger i bowlen til gruppespillet i Conference League.
VIDEO: Masser af Galatasaray-fans fyldte torsdag Randers' gader inden kampen
I en flot kulisse med et par tusinde Galatasaray-fans på endetribunen var Randers med en fin indsats første halvlegs bedste hold. På trods af det gode spil kunne hjemmeholdet dog ikke være tilfreds ved pausen.
Kronjyderne skabte nemlig chance på chance, men skarpheden udeblev, og det straffede det tyrkiske storhold i det 25. minut.
Her tog udeholdets Kerem Aktürkoglu nemlig chancen fra kanten af feltet, og med lidt held fra en afretning svævede bolden over svenske Patrik Carlgren i Randers-målet.
Derfor kunne Galatasaray gå til pause foran 1-0.
Randers-mandskabet kom dog ud med samme energi til anden halvleg, og i det 54. minut fik kronjyderne fortjent udlignet.
Et langt indkast blev sendt ind i gæsternes felt, og efter lidt klumpspil endte bolden for fødderne af midtbanemanden Frederik Lauenborg, som gjorde det til 1-1.
Den gode energi slap dog stille og roligt op for Superligaens øjeblikkelige tophold, og det betød, at gæsterne kom længere frem uden dog at få scoret igen.