Silkeborg ydmyget i egen hule
OBs Bashkim Kadrii sikrede sit hold en sikker 3-0-sejr, da han med to mål forværrede situationen i Silkeborg.
Ni runder inde i denne sæson af Superligaen er Silkeborg fortsat uden en sejr. Det er realiteterne, efter mandagens nederlag på 3-0 hjemme mod OB.
Bashkim Kadrii var manden bag endnu en nedtur for hårdtprøvede Silkeborg IF, da OB mandag aften vandt 3-0 på Jysk Park i 3F Superligaen, og dermed er silkeborgenserne fortsat at finde på sidstepladsen i landets bedste række.
Kadrii, der har kæmpet med at finde målformen fra sidste sæson, viste høj kvalitet, da han som oplægger og dobbelt målscorer ydmygede Kent Nielsens tropper på eget græs.
Skidt start for hjemmeholdet
Fynboerne var her, der og alle vegne i kampens første halvleg, som nærmest udelukkende foregik på Silkeborgs banehalvdel.
Kampens første store chance tilfaldt OB’s venstreback Jacob Barrett Laursen, der skød på stolpen efter flot opspil.
Der skulle gå et kvarter, før det lykkedes gæsterne at komme foran.
Her dukkede OB-forsvarer Oliver Lund op ved forreste stolpe, hvor han satte panden på et indlæg fra Bashkim Kadrii.
1-0-scoringen ændrede ikke på kampbilledet, hvor OB-mandskabet fortsatte presset mod Silkeborgs mål.
I det 28. minut bragte Kadrii gæsterne på 2-0, da han på fornem vis drejede et frispark ind fra kanten af feltet.
Lige ved og næsten..
I starten af anden halvleg lykkedes det Silkeborg at komme med i kampen, da holdet pressede OB-mandskabet højere oppe på banen.
Efter 56. minutters spil var Silkeborgs Mads Emil Madsen tæt på at reducere, da han med et par fikse træk kom til skud, men det lykkedes ikke midtbanespilleren at finde netmaskerne.
I det 75. minut lykkedes det i stedet Kadrii at blive dobbelt målscorer, da han udplacerede den debuterende Rafael Romo i Silkeborg-målet og scorede til 3-0.
Dermed forbliver Silkeborg Superligaens bundprop, mens OB rykker op på en femteplads med 14 point.
Silkeborg har blot samlet tre point efter ni kampe og er fortsat uden sejr i sæsonen.
Skipperligaen, TV2 ØSTJYLLANDs univers for fodbold, har kigget nærmere på, hvordan det hele foregår, når en superligaklub er på jagt efter en ny spiller. Herunder kan du se videoen om, hvordan Randers FC scouter spillere. Og så kan du følge Skipperligaen på YouTube lige her.