Anholdt af vidner: Mand sigtet for at kravle ind ad vindue og voldtage kvinde
En 31-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med, at en 68-årig kvinde i Silkeborg har anmeldt en voldtægt.
Midt- og Vestjyllands Politi fik torsdag morgen en anmeldelse fra en 68-årig kvinde i Silkeborg.
Kvinden fortalte, at en mand var kravlet ind ad hendes soveværelsesvindue og havde voldtaget hende.
Kvinden fik mulighed for at flygte, hvor hun råbte om hjælp.
Ifølge politiet kom to vidner til, og de foretog en civil anholdelse af den 31-årige, som også er fra Silkeborg.
Politiet oplyser, at manden senere i dag vil blive fremstillet i grundlovsforhør, og at han sigtes for voldtægt af kvinden.