Foreningsidræt hitter: Rekordmange medlemmer i Østjylland

Antallet af medlemmer i østjyske idrætsforeninger er på det højeste nogensinde. Nye sportsgrene er kommet til og traditionelle har vendt kurven

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sportsskoene bliver snøret som aldrig før i det østjyske. I hvert fald hvis man ser på antallet af medlemmer i de østjyske idrætsforeninger.

Tilbage i 2007 var 161.119 personer medlem af en forening under DGI Østjylland, mens det i dag er 201.141 personer.

Når du skal spille en runde i golf, så tager det en fire-fem timer. Her der kan vi spille tre runder, og det tager kun halvanden eller måske to timer
Bent Bang, Hørning

En af årsagerne til den store fremgang er, at nye sportsgrene er kommet til.

I Hørning Puls har man oprettet en afdeling for krolf, der er en blanding af kroket og golf.

- Det er socialt, spændende og hyggeligt. Det er faktisk det hele, siger Inge-Lise Bülow til TV2 ØSTJYLLAND.

Foreningen startede med 10 medlemmer i 2012, mens der i dag er 32 medlemmer.

Bent Bang var ham, der startede det hele op, og han har et bud på, hvorfor sporten appellerer til særligt mange pensionister.

- Når du skal spille en runde i golf, så tager det en fire-fem timer. Her der kan vi spille tre runder, og det tager kun halvanden eller måske to timer, forklarer Bent Bang.

Fitness og fjer

En anden årsag til, at flere føler sig tiltrukket af foreningsidrætten, er, at traditionelle idrætter eksperimenterer med nye træningsformer.

I Randers Badminton Klub har de stor succes med badmintonfitness. Der er faktisk venteliste for at komme på holdet.

- Det er lidt en ny form inden for badminton. Dengang jeg spillede meget som ung, der var det jo meget seriøs badminton eller også så lejede man en bane og hyggede sig med det fortæller Johnny Freiheit Nielsen, der er seniortræner i Randers Badminton Klub til TV2 ØSTJYLLAND.

Badmintonfitness går ud på, at man både laver eksempelvis cirkeltræning og badmintonrelaterede styrkeøvelser uden ketcher og fjer, mens der også er plads til kampe undervejs i træningen.

VIDEO: Se deltagerne til badmintonfitness i Randers få sved på panden.

Bjarke Jakobsen har prøvet flere forskellige sportsgrene, men nu er valget så faldet på badmintonfitness.

- Vi får lov til at gå til stålet, vi får lov til at svede, vi får lov til at blive bedre til badminton gennem den tekniske træning vi har, og så får vi samtidig lov til at konkurrere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Øverst i artiklen kan du se et tv-indslag fra Hørning, hvor der spilles krolf to gange om ugen.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her