Njord gik ensom hjem hver dag: Fik først en ven som 25-årig
I store dele af sit liv har Njord Oskar Strange Andersen været ensom, men sidste år tog han et skridt, der har ændret hans liv.
Han er gået hjem fra folkeskolen alene, så gymnasiet og nu studiet. I det meste af sit liv har 26-årige Njord Oskar Strange Andersen været alene.
Derhjemme forsøgte han at fordrive timerne, før han kunne gå i seng.
- Jeg blev vant til det. Jeg har ikke haft nogen venner det meste af mit liv, så det var bare det, der var normalt for mig, siger han til TV2 Østjylland.
Det startede, da han begyndte i folkeskolen, hvor han havde svært ved at passe ind.
- Jeg vidste aldrig rigtig helt, hvordan man skulle være social på den måde, de andre ville have. Jeg kunne ikke tyde de usynlige regler, siger Njord.
Meget af det har han i dag svært ved at huske, men følelsen af at være rigtig ked af det er nem at genkalde sig, fortæller han
- Jeg havde aldrig nogen med hjemme og lege. Jeg følte ikke, jeg kunne spørge nogen, for jeg regnede ikke med, at de ville sige ja. Imens kunne jeg se, at de andre var sammen hele tiden, og det fik mig også til at føle mig meget alene, siger han.
I gymnasiet ændrede noget sig. Men ikke til det bedre.
Besluttede at handle
Fra en folkeskoletid plaget af mobning og ensomhed, slog Njord følelserne fra, da han begyndte i gymnasiet.
- Det er hårdt at være ked af det i så mange år. Så jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke var ensom og slet ikke interesseret i at være sammen med andre mennesker, siger han.
Sådan brugte han de tre år. Sagde så lidt som muligt og havde minimal kontakt til de andre i klassen.
Da han efterfølgende begyndte på arkæologi på universitetet, mærkede han dog en forskel. Folk var mere åbne og modne og gik mindre op i sociale hierarkier, fortæller Njord.
Selvom han stadig var meget alene, plantede det et frø. Og en dag besluttede han, at han var nødt til at handle.
Derfor tog han et både ubehageligt og afgørende skridt.
Noget, der fylder
For et år siden tog Njord nemlig tilløb og kontaktede den frivillige organisation Husrum. En organisation, der hjælper unge ud af ensomhed.
Her er der ugentligt arrangementer, der handler om at lave noget socialt sammen.
- Jeg havde ikke så meget lyst til at møde op første gang. Det var meget ubehageligt og en helt ny ting med helt nye mennesker, siger Njord, der endte med at have en god aften.
Hvad er Husrum?
Husrum holder til i det centrale Aarhus, og her kan unge mellem 16-30 år gå i samtalegrupper for at lære at håndtere sin ensomhed og dele erfaringer med andre i samme situation. De kan samtidig deltage i ugentlige arrangementer, der handler om at lave noget socialt sammen.
Arrangementerne i Husrum kan være alt fra en tur ud at bowle eller i lasergame til at lave aftensmad sammen en hverdagsaften og hygge med brætspil.
Gennem Jysk Børneforsorg/Fredehjem er HUSRUM en del af Folkebevægelsen mod ensomhed, som arbejder for at fremme fællesskaber i Danmark
Husrum hjælper også unge med at møde andre unge i Randers, Silkeborg og Skanderborg.
Han fandt også ud af, at han langt fra er alene med sine følelser. Afdelingen i Aarhus, der har eksisteret i 25 år, er i kontakt med omkring 200 unge. Det fortæller Line Laxy, frivillig koordinator.
- Så det, synes jeg da, siger noget om, at det er en problematik som fylder, siger hun.
- Jeg kan se, at nogen rykker sig helt vildt. Fra at krybe langs panelerne første gang, hvor de måske får et angstanfald, sveder og har det virkelig ubehageligt, til at de kommer ind, er i samtalen og er nogle af de sidste, der går.
Mødet med de andre i Husrum har været livsomvæltende for Njord - og så har det givet ham noget, han aldrig har haft før.
Mod på mere
Udover at få sat ord på sine følelser, har Husrum givet Njord et netværk for første gang i meget lang tid. Men måske endnu vigtigere har det givet ham en ven. Selvom det stadig er meget sårbart, fortæller han.
- Det føles meget mærkeligt for mig at bruge ordet ven. På en eller anden måde føler jeg ikke, at jeg har optjent rettigheden til at kalde det en ven. Det føles lidt sårbart at sige det højt. Hvis du har en ven, kan du også miste den, siger han.
Njord er stadig glad for, at han tog springet, og det er vigtigt for ham at sætte fokus på tilbuddet.
- Jeg vil virkelig gerne have, at der er flere, der opdager det. Det har gjort en kæmpe forskel for mig, og jeg ved bare, at det også kan hjælpe andre, siger han.
Samværet med andre mennesker i organisationen har givet Njord mod på at opsøge flere fællesskaber. Han har blandt andet fået et frivilligt arbejde og er begyndt til træning. Det betyder også, at han for første gang i sit liv har aftaler næsten hver dag.
Det har gjort, at det at være alene ikke længe er en "tung følelse". Og Njord har det i dag rimelig godt, som han selv siger. Men de mange år alene har alligevel sat sine spor.
- Jeg har stadig problemer, for når man har haft det sådan i så lang tid, så går det aldrig 100 procent væk. Men det kan gøre mig glad at tænke på, at jeg gør andre glade, siger han.
Se mere til Njord og Husrums arbejde i indslaget her: