Bryder lås op på åben gade – ingen stopper cykeltyv

Flere tusinde cykler bliver stjålet hver dag i Danmark. Men hvordan reagerer folk, når de ser en cykeltyv i aktion?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der står en mand med en meter lang boltsaks på Store Torv i Aarhus.

Iklædt sort hættetrøje, mørke briller og kasket går han i gang med at bryde låsen til en af de parkerede cykler op.

En ældre mand kommer gående forbi med sin cykel og spørger: 

- Kan det godt gå, det der?

Cykeltyven griner lidt og svarer, at det nok lige kan gå.

Her står cykeltyven på Åboulevarden tæt ved Mølleparken i Aarhus.

Manden med cyklen griner med over den tilsyneladende morsomme situation, og de ønsker derefter hinanden en god dag, før manden fortsætter videre. 

Det er åbenbart ikke særligt bemærkelsesværdigt at bryde en cykel op med en boltsaks, for der er ingen andre, der reagerer. 

Men manden med boltsaksen er faktisk slet ikke cykeltyv. Han er TV2 Østjyllands reporter, cyklen er hans egen, og cykeltyveriet er en del af et eksperiment.

48.305 anmeldelser

For kan man stjæle en cykel ved højlys dag? Og vil folk bryde ind, når de ser det? Det har TV2 Østjyllands reporter Emil Rokkjær testet.

Eksperimentet udspringer af en minimal opklaringsprocent af cykeltyverier i Danmark. I 2023 blev 48.305 cykler meldt stjålet, 842 personer blev sigtet for cykeltyveri, og af dem blev kun 200 kendt skyldige. Det svarer til en opklaringsprocent på 0,4 procent.

Man kan risikere knubs
Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi

Vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi Martin Rasmussen fortæller, at de har fokus på cykeltyverier, men de også skal balancere de ressourcer, de har til rådighed. 

- Der vil være nogle cykeltyverier, vi ikke kommer til at efterforske, fordi der ikke er noget at gå ud fra, siger Martin Rasmussen. 

Emil Rokkjær er langt fra færdig med at teste reaktionerne fra aarhusianerne, så nu prøver han et værktøj, der støjer markant mere. 

Folk vil ikke blande sig 

På Strøget i Aarhus står Emil Rokkjær i sin kriminelle udklædning og begynder at skære låsen på cyklen op. Hans nye værktøj er en vinkelsliber, og gnister står ud til alle sider. Emil Rokkjær pruster. Det er tilsyneladende ikke helt nemt at være cykeltyv.

Lige bortset fra, at der stadig ikke er nogen af de mange forbipasserende, der griber ind.

Hvis det nu er en eller anden hardcore person, kan det jo være han står med en kniv
Jan Christensen

Selvom folk faktisk ser ud til at lægge mærke til det falske cykeltyveri, går de videre uden at konfrontere tyven.

Emil Rokkjær vælger at stoppe en af de personer, der kiggede på ham, da han skar låsen op med vinkelsliberen.

- Jeg gik forbi og kunne høre en skærelyd og så, at han puttede cykellåsen ned i tasken. Det er ikke hver dag, man ser et cykeltyveri. Men jeg blander mig bare udenom, siger Lærke With fra Aarhus.

Hvad skal du gøre, hvis du ser en cykeltyv?

Råd fra Viceinspektør hos Østjyllands Politi Martin Rasmussen

1. Kontakt politiet på 114 og fortæl, hvad du oplever.

2. Tag billeder eller video af tyven eller nummerplade.

3. Hold sikker afstand til tyven.  

Er det din cykel?

Vi befinder os i Mølleparken, hvor folk sidder ned. De nyder det gode vejr og går ikke bare forbi som på Strøget. Det er igen vinkelsliberen, der er Emil Rokkjærs weapon of choice.

Gnisterne står endnu en gang ud til alle sider, og nu er der faktisk flere, der kigger undrende på.

Har du været offer for en cykeltyv?

Er du østjyde og har fået stjålet mange cykler eller taget særlige metoder i brug for at forhindre det? Så vil vi gerne høre fra dig!

Tip os

Og pludseligt er der en, der sætter spørgsmålstegn ved den tvivlsomme situation.

- Er det din cykel? spørger Jan Christensen, der kommer cyklende forbi.

- Ja ja, siger Emil Rokkjær.

Jan Christensen har selv fået stjålet to cykler på sit arbejde, så han er ekstra opmærksom på cykeltyveri. Det undrer ham, at folk omkring ikke reagerer, men han har egentlig også forståelse for det.

- Hvis det nu er en eller anden hardcore person, kan det jo være han står med en kniv, siger han.  

Med handsker og elefanthue er Emil klar til at stjæle sin egen cykel.

Og faktisk er den tankegang helt normal, hvis man spørger en ekspert.

Kigger den anden vej

Ifølge professor i social- og personlighedspsykologi på Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen kan der være forskellige grunde til, at man som vidne til noget, der ser kriminelt ud, ikke bryder ind.

- Det kan være på grund af en almindelig angst for at blande sig i noget, hvor man kan risikere knubs. Det kan også være, man tænker, at andre nok ser det, og derfor ikke selv behøver at gribe ind, siger han.

Dog mener han også, at TV2 Østjyllands iscenesættelse er "for tyk".

- Det er jo dumt at gøre i fuld offentlighed, så folk tvivler måske på, om det overhovedet er et tyveri. Måske har de glemt nøglen. Man prøver at forklare det med fornuft, siger han.

Men det er ikke en dårlig ting, at vi har meget tiltro til hinanden ifølge professoren.

- Det er en god ting at stole på hinanden. Vi kan ikke have for meget tillid, siger han.

Se hele dokumentaren om cykeltyverier, hvor en vinkelsliber ødelægger dyr lås på 29 sekunder:

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her