Ung mand var kriminel for en dag – nu er han udvist af landet i 12 år
En 20-årig mand var mandag for Retten i Horsens. Han var tiltalt for 13 strafbare forhold, som havde det til fælles, at de alle var begået den samme dag.
En 20-årig mand sad mandag på anklagebænken i Horsens, hvor han var tiltalt for 13 strafbare forhold, som han havde formået at udføre på en enkel dag – nemlig den 16. januar i år.
Denne dag har nu kostet ham 1 år og tre måneder i fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Manden var to gange tidligere idømt udvisning af Danmark, men på grund af særlige omstændigheder aldrig udrejst af landet, lyder det fra Tobias Engby, der er anklager ved Sydøsjyllands Politis anklagemyndighed. Han fortsætter:
- Ved at sammenholde straffens længde med mandens tilknytning til henholdsvis Danmark og sit hjemland fandt retten at manden skulle udvises og at et indrejseforbud i 12 år var passende, siger han.
Den tiltalte nægtede under sagen størstedelen af forholdene, men Retten i Horsens fandt, på baggrund af de førte beviser, at tiltalte skulle dømmes skyldig.
Fra København til Skanderborg
Den 20-årige mand startede den dyre dag den 16. januar i København, hvor han stjal fra en herretøjsforretning. Dette forhold erkendte han i retten.
Herefter tog han toget fra København til Skanderborg. Det var dog tilfældigt, at endestationen blev i Skanderborg.
Det skete fordi manden pludselig udøvede vold mod en togkontrollør og på den baggrund blev anholdt af Sydøstjyllands Politi. Ved anholdelsen blev han fundet i besiddelse af en kniv.
Begik indbrud i syv biler
Efter at være blevet løsladt på Skanderborg Fælled begik han indbrud i syv forskellige biler. Dette blev bevist i retten ved fremvisning af videoovervågning og afhøring af flere vidner.
- Efter at have begået indbrud i bilerne begav manden sig videre ned i Skanderborg by, hvor han stjal en telefon fra en tilfældig kvinde og begik indbrud i en lejlighed. Han spurgte efterfølgende en taxachauffør om et lift. Taxachaufføren nægtede at køre med manden, da han stod med en udslået foldekniv i hånden, lyder det fra anklager Tobias Engby.
Sydøstjyllands Politi kunne for anden gang denne dag anholde den tiltalte i Skanderborg på grund af taxachaufførens underretning af politiet om det passerede.
Og alt dette har så nu kostet den 20-årige mand 1 år og 3 måneder i fængsel og 12 års indrejseforbud.
Den 20-årige mand modtog dommen og blev efterfølgende varetægtsfængslet til afsoning og senere udsendelse af Danmark.