Politiet søger vidner: Kvinde fandt sin hest død og skamferet
Østjyllands Politi tager sagen om en død og mishandlet hest meget alvorligt.
En kvinde blev tirsdag mødt af et ubehageligt syn, da hun skulle kigge til sin hest på en ejendom i Mørke på Djursland.
Her fandt hun den død og skamferet ved folden på Gl Mørkevej 44. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kvinden fik i første omgang hesten undersøgt af en dyrlæge, der mente, at dens skader sandsynligvis er forårsaget af et menneske. Hun kontaktede efterfølgende politiet.
- Den foreløbige vurdering er, at hesten er blevet skåret med en skarp genstand, men det skal nu afklares i forbindelse med obduktionen, skriver politiet.
- Østjyllands Politi ser med stor alvor på sagen og er i fuld gang med efterforskningen
Vil gerne i kontakt med vidner
Politiet har været på stedet og foretaget afhøringer og indledende undersøgelser. Når arbejdet med at sikre spor omkring gerningsstedet er færdigt, vil hesten blive sendt til obduktion for at klarlægge dødsårsagen.
Hesten er sidst set i live mandag, og gerningstidspunktet er formentligt et sted mellem mandag aften og tirsdag eftermiddag.
Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt i nærheden af hesten eller ejendommen.
Har du informationer, som kan være relevante i sagen, bedes du kontakte politiet på telefon 114, lyder det.