Mand livsfarligt kvæstet ved voldsomt uheld: Motortrafikvej lukket i timevis
Bilist alvorligt tilskadekommen efter ulykke ved Rønde.
En 53-årig mand svæver mellem liv og død efter en voldsom kollision på motortrafikvejen ved Rønde.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTYLLAND.
Manden behandles torsdag på traumecenteret på Arhus Universitetshospital, Skejby Hospital.
Den livsfarligt kvæstede mand er fra Skødstrup. De pårørende er blevet underrettet, oplyser politiet.
Uheldet skete, da en bil og en lastbil kørte sammen. Det er føreren af bilen, der er kommet meget alvorligt til skade. Lastbilchaufføren er ikke tilskadekommen.
Vi har netop fjernet afspærringerne på Motortrafikvejen og åbnet for trafikken #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) August 15, 2019
Vej spærret i timevis
Det alvorlige uheld fandt sted omkring klokken 14 og betød, at motortrafikvejen blev spærret for trafik i begge retninger.
Først klokken 18 blev motortrafikvejen genåbnet af politiet.
- Vejen skulle have været farbar i begge retninger klokken 17, men det har været svært at få den lastvogn, der var involveret i ulykken, flyttet væk fra vejen, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Michael Ørum, til TV2 ØSTJYLLAND.
På grund af ulykkens alvorlige karakter er en bilinspektør sat til at undersøge forløbet nærmere.