Prognose viser markant og langvarigt vejrskifte
Der er udsigt til flere dage med en del sol og over 25 graders varme i næste uge.
Vejret i disse dage minder til tider mere om efterår end sommer med både regn og blæst.
Sådan vil det fortsætte ind i weekenden, men så kommer der også andre boller på suppen.
For fra på mandag opbygges et højtryk nær Danmark, der vil give flere dage med solrigt og varmt sommervejr i næste uge.
Noget tyder endda på, at vi kan få højtrykspræget vejr ind i september.
Dermed er der udsigt til en længere periode med mere stabilt sommervejr over Danmark.
Et robust højtryk
Det noget omskiftelige sommervejr, vi oplever for tiden, skyldes et lavtryk oppe over Færøerne, som vil holde stand de næste par dage.
Efterhånden bevæger lavtrykket sig imidlertid nordpå, alt imens et højtryk opstår syd for Danmark.
Dette højtryk lægger sig godt til rette over Østeuropa i begyndelsen af næste uge, hvor det styrer vejret i en stor del af Europa.
For Danmarks vedkommende betyder det nogle dage med en del sol og over 25 graders varme.
Højtrykket ser ud til at blive ret robust. Dog er der en lille risiko for kortvarige besøg af fronter med skyer og regn sidst på ugen.
Overordnet set bliver det imidlertid en uge med ret stabilt sommervejr. Og det kan måske vare ved et stykke ind i september.
Kan blive langvarigt
Et kig ind i den første uge af september afslører de samme tendenser med højtryk nær Danmark, hvilket vil holde de fleste lavtryk og fronter væk fra os.
Dermed ser det generelt stabile sommervejr ud til at vare ved i en til to ugers tid.
En række såkaldte ensembler er ligeledes med til at bestyrke troen om det potentielt langvarige, stabile sommervejr.
Hvad er ensembler?
Ensembler er en samling af identiske prognosemodeller, som blandt andet beregnes med bittesmå forskelle i deres udgangsvejr.
Alle forskellene ligger inden for de måleusikkerheder, der er på vejret, så den vifte af resultater, man står med efter beregningen, er alle ligeværdige bud på de kommende dages vejr.
Peger alle prognoserne i samme retning, betyder det, at vejrudviklingen er sikker. Og modsat vil et vejrforløb være usikkert, hvis de forskellige prognoser peger i hver sin retning.
De viser nemlig alle sammen tendenser til højtryk fra på mandag, der kan vare ved ind i årets første efterårsmåned.