Udskældt p-selskab ændrer retningslinjer efter kritik
Ændringen kommer, efter at flere danskere har delt deres frustrationer over parkeringsafgifter givet for at stikke ud af båsen.
Parkeringsselskabet Apcoa vil ikke længere sætte gule sedler i forruden på biler, der er for lange til at kunne være i båsen.
Det oplyser Apcoa i en mail til Horsens Folkeblad.
- Vi kan oplyse, at vi generelt ikke udsteder kontrolgebyrer til biler, der er for lange til p-båsen. Har man en meget lang bil, skal man dog være opmærksom på at parkere helt fremme i p-båsen mod væg eller afmærkning, lyder det.
Meldingen fra parkeringsselskabet kommer, efter at flere medier – herunder Horsens Folkeblad, TV 2 og TV SYD – har skrevet om frustrerede danskere, der har fået tildelt en parkeringsafgift, fordi deres bil stak marginalt ud af parkeringsbåsen.
Ikke kun i Horsens
Én af de bilister, der var blevet mødt af en afgift på 795 kroner i Horsens, var Tine Hvam Sørensen.
Efter at hun havde fortalt sin historie til TV SYD, fik hun annulleret parkeringsafgiften, der var udskrevet af Europark, der hører under Apcoa.
De emsige parkeringskontroller viste sig ikke kun at være et lokalt Horsens-fænomen eller begrænset til et enkelt parkeringsselskab.
TV 2 fik mindst 40 henvendelser fra danskere om parkeringsafgifter givet for parkering uden for afmærket bås.
Oplevelserne kom fra alle dele af landet og fra flere forskellige parkeringsselskaber.