14 anholdt med våben
Politiet fandt 200 kanonslag forud for Akkari-møde
14 personer er her til aften blevet anholdt i Gellerupparken omkring det område, hvor den tidligere imam Ahmed Akkari afholder møde.
Det fortæller vicepolitikommissær Jesper Bøjgaard fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND:
Anholdelserne skete klokken 18.30 ved foreningen Fristedet.
Politiet havde fået et tip om, at der måske var noget på færde forud for det omdiskuterede møde, der begyndte klokken 20.
- Vi foretog det, vi kalder præventive anholdelser af i alt 14 unge ved foreningen . Det skete efter, at vi fandt våben både indenfor og udenfor foreningen, siger vicepolitikommissær Jesper Bøjgaard fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet fandt over 200 kanonslag, en bunke sten og en pulverslukker i en busk ved Fristedet.
- Vi havde en mistanke om, at de ville lave ballade i forbindelse med mødet, siger vicepolitikommissær Jesper Bøjgaard fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De 14 anholdte personer er alle unge i alderen 15 til 24 år.
Mødet i Gellerupparken foregår mellem den tidligere imam Ahmed Akkari og folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen (S).
Østjyllands Politi valgte inden mødet at indføre en visitationszone i området.