Blev tilbudt førtidspension: Nu ejer Preben sin egen butik

- P-R-E-B-E-N.

Preben Nielsen remser hurtigt og koncentreret bogstaverne op i sit navn.

- N-I-C... Nil... N-I-L. Jeg kan sgu ikke stave til Nielsen, siger han med et skævt smil. 

'Femtneren' i egen hånd

Blandt cykelstyr, værktøj, mørkplettede klude og olie står 27-årige Preben Nielsen let foroverbøjet over en cykel. Med en følsom hånd pudser han ældre cykler op til nærmest nye eksemplarer. 

I den terracottarøde murstensbygning i Højbjerg gemmer Prebens Cykelklinik sig, der på sine 300 kvadratmeter rummer alt fra cykler til arkademaskiner. 

I klinikken tager man sig pænt af cyklerne, som var de patienter under doktorens nøjsommelige undersøgelser. Selv ikke den værst tilredte cykel, der triller ind ad døren, får en dødsdom her.

- Det er ikke nødvendigt at kunne stave til mit navn, siger Preben roligt.

- Jeg kan stave til alt det, jeg gerne vil, og det virker, siger han. 

Preben blev som 18-årig tilbudt førtidspension. 

Hans ordblindhed og såkaldte indlæringsvanskeligheder fik efter hans egen overbevisning kommunen til at vurdere, at en førtidspension var det letteste valg.

- Jeg havde gået på cirka syv forskellige skoler, og jeg var ufatteligt frustreret, siger Preben og fortsætter:

- Jeg var inde i det system, der - i mit hoved - bliver bygget op omkring at pakke nogen væk og at gøre det nemmest muligt for alle andre. Det gjorde mig til en meget rasende og udadreagerende dreng. 

Men da Preben blev tilbudt førtidspension, tog han sagen i egen hånd - eller 'femtneren', som Preben formulerer det, der er den nøgle, der kan bruges til at skrue stort set alle cykelhjul af.

- Jeg fandt ud af, at jeg synes, det var rigtig, rigtig sjovt at bygge ting og bruge mine hænder. 

I sine teenageår begyndte Preben derfor at omdanne 20 tommer-cykler til choppercykler og at bygge sæbekasser med ratstyring. Senere fandt han glæden ved at give gamle cykler, der passede lige til bunden af en skraldespand, nyt liv. 

Han kom i lære hos et par cykelbutikker i omegnen, og i sommeren 2017 åbnede han dørene til sin egen cykelforretning i Højbjerg. 

- Havde jeg sagt ja til førtidspension, var jeg jo bare blevet gemt væk, ikke? siger han og fortsætter:

- Jeg gider ikke at være et offer. Jeg gider ikke at skulle sidde og være sur over, at der ikke er noget, der passer til mig. Så må man sgu gøre det selv.

Bogstaver er overflødige

Preben har stadig svært ved at sætte bogstaverne sammen til ord. Og han navigerer aldrig rundt i byen ved hjælp af gadenavne, men orienterer sig i stedet ved at huske på huse og bygninger. 

Men det er ikke en nødvendighed at kunne stave, for at kunne fungere, mener han.

Han har kastet sin kærlighed over cykler og mennesker i stedet for bogstaver.

- Jeg synes, at det fedeste er at lave noget til nogen, der giver mening for dem. Jeg elsker at skrue, men jeg synes også, det er rigtig, rigtig fedt at have med andre mennesker at gøre.

I klinikkens tætpakkede lokaler finder man også lærlingen Marco, og af og til kommer Prebens far på visit og tager et spil Pacman på arkademaskinen.

- Jeg vil gerne hjælpe andre, der måske også har udfordringer, siger Preben.

- Vi kan alle sammen være her, men samfundet er blevet så firkantet, at det er svært for os, der har lidt andre måder at tænke på og lidt andre måder at gøre tingene på. 

Han håber, at det ender med, at han kan få flere med anderledes behov ind i klinikken.

- Måske vil de ikke kunne arbejde i andre forretninger, men vil kunne fungere her, fordi der er nogle, der lytter og passer på hinanden.

Han drømmer selvfølgelig om et hus og en ordentlig bil. Men det er ikke pengene, det handler om her i klinikken. 

- Jeg har lavet en hverdag for mig selv og for andre, der giver mening.

- Og så tager jeg mig af kunderne. Selvom jeg har en dårlig dag, vil jeg aldrig lade det gå ud over en kunde. Det kan gå ud over min far, siger han og sender sin far ved arkademaskinen et drilsk smil. 

Se et tv-indslag om Preben Nielsen herunder.