25-årig tæskede lillesøster med støvsugerrør

En 25-årig mand er idømt otte måneders fængsel for et brutalt overfald på sin lillesøster. Han nægter sig skyldig.

Udgivet

En 25-årig mand kan se frem til at tilbringe de næste måneder bag tremmer. Manden er idømt otte måneders fængsel for æresvold begået mod sin 24-årige lillesøster, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge Østjyllands Politi var manden vred over søsterens ageren på sociale medier, hvor hun blandt andet fulgte flere mandlige profiler på Instagram, hvilket broderen mente stred imod deres religiøse rammer. 

Overfaldet fandt sted i morens lejlighed i Aarhus Vest den 10. juni. Da søsteren ankom, blev hun mødt af den 25-årige storebror, der konfronterede hende med sine holdninger.

Han låste døren, og gik derefter amok.

Han slog hende flere gange med knytnæve og sparkede hende i hovedet, mens hun lå ned. Derudover slog han hende også med et støvsugerrør, oplyser politiet.

Familiemedlem slog alarm

Det var et andet familiemedlem, der fik slået alarm, og kort efter ankom både en ambulance og politi til lejligheden.

Her var manden tilsyneladende ikke længere til stede - i hvert fald blev han først anholdt en uge efter overfaldet, fremgår det af pressemeddelelsen fra Østjyllands Politi.

Den 24-årige kvinde pådrog sig en del skader ved overfaldet og blev kørt til behandling på skadestuen. 

- Motivet for det voldsomme overfald var meget væsentligt i denne sag, og retten fandt det bevist, at det havde baggrund i den tiltaltes opfattelse af, hvordan hans søster burde agere i forhold til deres religiøse overbevisning. Den 25-årige blev dømt for grov vold, og det var strafskærpende, at det var motiveret af religion og ære, siger Lisbeth Weiss, specialanklager fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi. 

Udover otte måneders fængsel fik den 25-årige, der er iransk statsborger, desuden en advarsel om udvisning. Han nægter sig skyldig og ankede dommen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her