Det kan ødelægge politiets efterforskninger, siger politiet om illegitime mæglingsråd

Imamer bør ikke træde i stedet for domstolene, mener politiet. Men det er svært at få bugt med de illegitime konfliktråd.

Udgivet Opdateret
Rene Raffo har svært ved at se en konkret løsning på problemet Foto: Morten Storch / TV 2

Flere alvorlige retssager ser aldrig dagens lys.

Det sker, fordi sagerne bliver kørt uden om det danske retssystem og afgjort på anden vis ved eksempelvis illegitime mæglingsråd.

Hos Østjyllands Politi har de særligt i udsatte boligområder mistanke om, at vidner, som følge af et pres andetsteds fra, har ændret forklaring, hvilket har besværliggjort politiets efterforskning, siger politiinspektør i Østjyllands Politi, Rene Raffo til TV 2.

- Når vi har den første afhøring, så kan det være én forklaring, og når man så kommer op i retten, så kan det være svært at huske, at man overhovedet har været på gerningsstedet, selvom det ligger fuldstændig fast, at det har man været, siger han.

Det kan være med til at ødelægge politiets efterforskninger, hvis vidner eller forurettede helt trækker deres anmeldelser tilbage eller ændrer forklaring, uddyber Rene Raffo.

Vi oplever, at der er nogle sager, som, vi mener, skulle have være ført ved domstolen, der bliver ført i en illegitim mægling udenom det etablerede system
Rene Raffo

Gerningsmænd på fri fod

Politiinspektøren fremhæver en sag fra Aarhus-forstaden Brabrand, hvor en ung mand blev stukket adskillige gange med en kniv. Efter hændelsen ville offeret ikke anmelde sagen, hvilket besværliggjorde politiets efterforskning.

Østjyllands Politi blev efterfølgende bekendt med, at sagen er blevet håndteret ved en mægling i en moske.

- Vi oplever, at der er nogle sager, som, vi mener, skulle have være ført ved domstolen, der bliver ført i en illegitim mægling udenom det etablerede system, siger Rene Raffo.

Når sager bliver ført uden om domstolen, bliver vidner og forurettede frataget en hel del af de grundlæggende rettigheder, de ville have i en legitim retssag, forklarer han.

- Alvorlige straffesager skal jo anmeldes til politiet, de skal efterforskes, og de skal til domstolene, siger han.

Når sagerne aldrig ser dagens lys på de aarhusianske politistationer, betyder det også, at der går gerningsmænd rundt på fri fod, som aldrig er blevet stillet for en dommer, da de har betalt sig fra det ved at betale en bod til de forurettede.

Politiinspektøren vil ikke nævne andre konkrete eksempler, men nævner, at det, ifølge politiets oplysninger, ofte er imamer, der faciliterer de illegitime mæglingsråd i de udsatte boligområder.

Svært ved at se en løsning

Østjyllands Politi har været bekendt med problemet i en længere årrække, men de har svært ved at løse det, da hele præmissen for de illegitime mæglinger er, at det foregår udenom politiet.

- Vi har svært ved at få nogen til at anmelde det, da de måske er blevet tvunget ind i den illegitime mægling, så de anmeldelser får vi jo simpelthen ikke. Der er ikke nogen, der vil tale med os, siger Rene Raffo.

Han har svært ved at se en konkret løsning på problemet, men han påpeger, at politiet gør en indsats omkring de udsatte boligområder i det vestlige Aarhus.

Her har de indsat en del lokalbetjente og har en stor politistation, som skal gøre opmærksom på, at hvis der opstår sager, så skal de håndteres ved domstolene og ikke ved et illegitimt mæglingsråd.

- Jeg tænker, vi har de redskaber, der skal til. Det handler om hele tiden at kommunikere ud, at der er et retssystem i Danmark, og det er sådan, det fungerer, når man bor i Danmark. Og sager de skal altså anmeldes til politiet, og de skal føres ved domstolene og ikke i en lejlighed et eller andet sted, siger han.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her