Daginstitution udbrændt i nat: - Det er trist at se
En daginstitution i Aarhus-forstaden Højbjerg udbrændte natten til fredag
En integreret daginstitution er nedbrændt natten til fredag.
Der er tale om institutionen Kløverhulen, som ligger på Nygårdsvej i Højbjerg ved Aarhus.
Østjyllands Politi fik en anmeldelse om, at der var brand i bygningen klokken 00.22.
- Nogen beboere tæt på kan se, at det brænder. Da vi kommer derud, er der ild i hele tagkonstruktionen. Og vi kan se, at det bliver svært at redde noget af bygningen, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Peter Tholstrup Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Du kan se flere billeder fra Local Eyes her.
Meget voldsomt
Slukningsarbejdet har varet helt frem kort før klokken 05.00 natten til fredag. Østjyllands Brandvæsen fik assistance fra flere stationer til arbejdet, og havde en stor styrke sat på opgaven.
- Det var meget voldsomt, da vi kom derud. Der blev rekvireret assistance fra flere stationer, siger Søren Møller, der er indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen.
- Børnehaven ligger i et område, hvor man sent opdager, at der er ildebrand. Så ilden har brændt et stykke tid. Det er total brændt ned, siger Søren Møller.
Trist at se
Martin Hundrup er dagtilbudsleder i Holme-Rundhøj, der også omfatter institutionen Kløverhulen.
- Jeg blev ringet op af brandvæsenet og fik at vide, at en børnehave brænder. Det er trist at se en bygning, som var fuld af liv og glade børn i går, nu ser væsentlig anderledes ud, siger Martin Hundrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Efterfølgende har han forsøgt at få et overblik over skaderne. Det har ikke været så svært: Institutionen er totalt brændt ned.
Derudover har han lagt en plan for, hvad der skulle ske med alle de børn og ansatte, der skulle have haft deres gang i Kløverhulen fredag.
- Vi har sikret, at der er pasning til børnene i omkringliggende institutioner. Personalet fra Kløverhulen er med for at passe dem, siger Martin Hundrup.
Der er også lagt en plan for, hvor børnene skal være de næste uger.
- Det er kun den ene af de to bygninger, der er blevet berørt af branden. Så de mindste børn rykker tilbage i den bygning, der ikke er berørt af branden, og får deres normale hverdag tilbage. De største børn får en uge mere i en af de omkringliggende institutioner, mens vi gør en børnehave, som står tom lige nu, klar til brug til mandag om en uge, siger Martin Hundrup.
Rania Badra er forældre til en pige, der går i Kløverhulen.
- Jeg har det ikke så godt. Det er svært at forklare en lille pige, at hendes børnehave er brændt ned, siger Rania Badra til TV2 ØSTJYLLAND.
Ukendt årsag
Det er endnu for tidligt at sige, hvad der var årsag til branden.
- Nu bliver det videregivet til brandefterforskning. De skal have snakket med nogen af de mennesker, der har med institutionen at gøre, siger Peter Tholstrup Jørgensen
Der var ingen mennesker til stede i Kløverhulen, der er en integreret institution for børn fra 0 til 6 år.