Demo på rådhuspladsen

Lærere demonstrerer mod indgreb

Udgivet Opdateret

Som en reaktion på regeringsindgrebet demonstrerer lærere i både Aarhus, København og Odense i dag. Et indgreb hvor det er regeringen, som fastsætter overenskomsten ved lov.

Over 1.000 lærere er samlede på rådhuspladsen, og demonstrationen gik i gang 16.30.

Tidligere i dag udtrykte formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo:

- Jeg har brugt ordet, at det ikke er et indgreb, men et regeringsovergreb. For det er fuldstændig ensidigt arbejdsgivernes dagsorden, der er fulgt. Jeg ved godt, at der på pressemødet blev sagt, at lærernes ønsker også er imødekommet. Men vi havde ingen krav om ny arbejdstidsaftale. Det har været et forløb, hvor facit har været givet på forhånd, så  der har ikke været noget at forhandle om, sagde Anders Bondo.

Også en arbejdsmarkedsforsker mener, at indgrebet falder ud til arbejdsgivernes side. Lærernes kompensation er relativt lille, vurderer han.

- Lærerne er blevet kørt over med den her lockout og det her indgreb til fordel for arbejdsgiverne, siger abejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen og uddyber:

- Kardinalpunktet har været arbejdstidsreglerne. De bliver smidt ud nu. Og det bliver en ledelsesmodel. Anders Bondo Christensen og lærerne taber klart her, siger han.

Regeringen har desuden lavet en udfasning af den 60-årsregel, der ellers har sikret, at ældre lærere kan gå ned i tid til fuld løn. Derudover bliver arbejdstidsreglerne fjernet fra bordet. På grund af de ændrede vilkår giver regeringen en samlet lønstigning til lærerne på 300 millioner kroner.

- Det er en lille kompensation. De får måske 400 kroner mere om måneden. Det er langt mindre end gymnasielærerne, siger han og henviser til, at Gymnasielærerforeningen tidligere på året skrev under på en overenskomst, der gav omkring seks procent i lønstigning - mere end lærerne nu får, siger Henning Jørgensen.

Senere torsdag præsenterer beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) et lovforslag for Folketinget, der skal fastsætte en ny overenskomst.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her