- Der lød et ordentligt brag
Kraftigt kanonslag sprang ved garageanlæg
Et kraftigt kanonslag sprang på Trøjborg i Aarhus her til eftermiddag.
Kanonslaget eksploderede ved et garageanlæg på Herluf Trolles Gade.
- Der sket en kraftig eksplosion. Det har vist sig at være et kraftigt kanonslag, som enten er blevet lagt eller smidt foran en garageport, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
TV 2 | ØSTJYLLAND har i dag talt med en af beboerne i bygningen, der vender ud mod garageanlægget, som hørte eksplosionen:
- Der lød et ordentligt brag. Man kunne høre det på hele Trøjborg. Der var ingen flammer, siger Joakim Jensen, som bor i Herluf Trolles Gade, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus Brand og Redning bekræfter, at de var tilkaldt til stedet, hvor de ifølge indsatslederen skar hul ind til en garage.
- Vi ved ikke, hvem der har placeret kanonslaget - om det er drengestreger eller hvad det er. Det er ikke til at vide, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Østjyllands Politi er der ikke kommet nogen til skade under eksplosionen.