Det flyder med affald og 'rus-flasker' i naturen: Frivillige har samlet over 13 ton siden januar
Lisbeth Olesen ærgrer sig over, hvordan affald bliver smidt og efterladt i naturen.
To-tre gange om måneden trækker Lisbeth Olesen en gul refleksvest over hovedet og fatter en rulle affaldssække og en "snapper", som hun kalder den.
Sammen med en flok andre frivillige går hun derpå en tur af halvanden times varighed, hvor de samler alt det affald ind, som andre har smidt på deres vej.
Det er ikke så lidt, de kommer hjem med. Sækkene bliver fyldte til randen - hver gang.
- Jeg synes, det er forfærdeligt. Der ligger så meget derude og bare flyder i den natur, vi skal give videre til generationer efter os. Jeg er klar over, at noget af det blæser rundt i vinden, og at dyr også kan flytte rundt på affaldet, men i sidste ende kommer det hele fra mennesker, der ikke tænker sig om, siger Lisbeth Olesen.
Gruppen af frivillige, der kalder sig "En for holdet", blev etableret i 2021. Den er oppe på 512 medlemmer nu. Deres næste indsamlingstur er den 26. november.
Vanvittig mængde
Siden januar har de indsamlet over 13 tons affald og 1006 af de meget omtalte lattergasflasker, som nogen bruger som et rusmiddel. De ligger smidt mange steder i naturen og i bybilledet.
- Det er i det hele taget en vanvittig mængde, vi har fået samlet, og jeg synes, det siger noget om mentaliteten hos de mennesker, der efterlader det. I nogle områder kan vi rydde helt op, for så at komme tilbage efter nogle uger og konstatere, at det igen flyder med alverdens former for affald, siger Lisbeth Olesen.
Så meget har de fundet
Siden januar 2023 og til og med oktober har gruppen "En for holdet" fjernet 13.176,50 kilo affald og 1006 gasflasker i Aarhus.
Juni er den måned, hvor der både blev fundet mest affald (1878,5 kilo) og flest flasker (181).
Lisbeth Olesen kender til et tilfælde, hvor en indsamler fandt noget emballage, der havde datostemplet 1964, og hun har selv samlet en chipspose op ved Fredensvang Runddel i Viby, der var holdbar til en dag i år 2000.
- Det er sørgeligt at tænke på, at det har ligget der så længe. Det samme gælder en ting som øldåser, som nærmest holder for evigt, siger Lisbeth Olesen og nævner området omkring Ceres Park som et sted, hvor man med garanti kan fylde en sæk med eksempelvis øldåser.
Særligt i dagene lige efter en fodboldkamp.
En pizzabakke bliver hurtigt til 50 små stykker pap
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening har aluminiumsdåser en nedbrydningstid på op til 500 år, mens cigaretskodder holder et sted mellem ét og fem år, plastikposer op til 1000 år og tyggegummi fem år.
Blandt de ting med kortest nedbrydningstid finder man appelsiner og bananskræller. Den slags forsvinder i løbet af nogle få uger, hvis man smider det i naturen.
- Vi finder også en del affald langs vejene, hvor det ligger i rabatter. Desværre oplever vi ret ofte, at der bliver slået græs på arealer, hvor der ligger affald, som man ikke fjerner, før klipperen kører hen over det. På den måde bliver en pizzabakke hurtigt til 50 små stykker pap, siger Lisbeth Olesen og understreger, at hun ikke er ude på at pege fingre af de kommunalt ansatte, der slår græsset.
Hun ærgrer sig blot over at se affaldet bliver skåret i endnu mindre stykker, da det så er sværere at samle op.
De frivillige kører enten selv affaldet på genbrugsstationen, eller også bestiller de afhentning via ”Brug Aarhus”.