Festivalgæster smidt hjem

En stribe gæster på Northside er blevet taget med narko. Det koster dem blandt andet et klippet festivalarmbånd.

Udgivet Opdateret

Godt nok er der ikke kød på menuen, men visse festivalgæster tager tilsyneladende godt for sig af retterne på andre måder.

Ifølge Østjyllands Politi blev 14 personer torsdag taget med forskellige former for narko på festivalpladsen under den igangværende Northside-festival i Aarhus.

Derudover blev to personer anholdt og sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer foran indgangen.

Blandt de sigtede er en 30-årig mand, som røg en joint foran en af festivalens scener. Manden var så uheldig at blæse hashrøg direkte i hovedet på en civilklædt betjent, der befandt sig lige ved siden af.

Da betjenten viste sit skilt, smed den 30-årige straks jointen fra sig, men han slap dog ikke for en sigtelse og et klippet armbånd.

Klippede armbånd

Foruden den uheldige 30-årige mand blev også flere andre festivalgæster sigtet for at ryge joints.

Enkelte gæster blev taget med hårdere stoffer. En 42-årig mand blev for eksempel opdaget af en vagt, mens han var i færd med at sniffe noget pulver fra en telefon.

Da vagten kom hen til ham, smed han en lille pose fra sig. Posen viste sig at indeholde MDMA. Den 42-årige blev overdraget til politiet.

Foruden sigtelserne for euforiserende stoffer er i alt to personer blevet taget for at komme ind på festivalens område uden at have betalt. Desuden blev to gæster med bandetilknytning bortvist, da Northside ikke ønsker personer med bandetilknytning på pladsen.

Northside begyndte torsdag og slutter i morgen, lørdag. Østjyllands Politi fortæller i sin døgnrapport, at der også vil være betjente til stede på festivalens to sidste dage.

Hvis en gæst bliver taget med nogen form for stoffer på sig, koster det en sigtelse fra politiet, et klippet armbånd samt bortvisning fra festivalen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her