Flere kommuner mangler ny skraldeordning – her er deres plan
Seks østjyske kommuner har fået dispensation til at vente med indførslen af en ny affaldsordning. Planen er dog klar, og snart står der nye skraldespande i indkørslen.
Har du en affaldsspand i indkørslen med skillerum, hvor der skal glas og metal på den ene side og plast og mælkekartoner på den anden side?
Hvis ikke, så får du det nok snart.
Indsamlingen af de nævnte fraktioner er nemlig en del af den nye affaldsordning, som landets kommuner fra den 1. januar skulle være klar med – og som hver tredje kommune har fået dispensation til at vente op mod et år længere med.
Det gælder blandt andet seks østjyske kommuner: Aarhus, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Skanderborg og Odder.
Planen for udrulning af nye skraldespande er nemlig klar og vil i de fleste kommuner ske i løbet af året. Det fremgår af flere af affaldsselskabernes hjemmesider.
For eksempel i Favrskov Kommune, hvor den nye ordning med sortering i 10 fraktioner begynder i maj. Det betyder blandt andet, at der fremover skal stå tre frem for to skraldespande i indkørslen.
Direktør: Helt forventeligt
Også i de to kommuner på Djursland, der arbejder sammen om affaldssortering gennem selskabet Reno Djurs, begynder udrulningen af nye skraldespande fra maj til september i år.
Det hele bunder i folketingets klimaaftale, der blev vedtaget for nogle år siden med øget sortering i udsigt. I flere omgange er indfasningen i kommunerne blevet udskudt, da de tidsmæssige ambitioner var så høje, at kommunerne meldte pas.
Deadline for indfasning er derfor blevet udskudt i flere omgange, og senest har 35 kommuner altså fået dispensation, der i nogle tilfælde rækker ind i 2024.
Ifølge Morten Therkildsen, direktør for Reno Djurs I/S, er det derfor også efterhånden en gammel historie, at de har måttet bede om ekstra tid til at få indført den nye sorteringsordning.
Det handler i bund og grund om, hvor hurtigt det har kunnet lade sig gøre at skaffe affaldsspande, og de oprindelige ambitioner var simpelthen højere, end kommunerne kunne honorere, mener Morten Therkildsen.
- Vi har jo kunnet dokumentere, at vi ikke har kunnet få affaldsbeholdere hurtigt nok. Til gengæld kører det helt efter den plan, vi har lagt, siger direktøren for Reno Djurs.
Ville ikke afbryde kontrakter
Også i Aarhus Kommune har affaldsselskabet Kredsløb A/S fået dispensation, og det handler dels om det lavpraktiske i at få indkøbt nye skraldespande hurtigt nok, men også om hensynet til forbrugernes pengepung, forklarer Bjarne Munk Jensen, administrerende direktør i Kredsløb A/S.
- Det handler også om, at de eksisterende kontrakter, vi har med flere eksterne firmaer om affaldshåndtering i dag, udløber senere i år.
- Det koster penge at afbryde kontrakter, hvis vi skulle være klar tidligere, og det mener vi ikke, at forbrugerne skulle betale for, siger Bjarne Munk Jensen.
Derfor kan aarhusianerne se frem til, at den nye sorteringsordning indføres fra efteråret 2023 og frem til begyndelsen af 2024. Helt fra nul er det dog ikke.
- Det er jo ikke sådan, at vi ikke sorterer i dag, understreger Kredsløb-direktøren.
Som rosinen i pølseenden varsler Renosyd I/S, som er ejet af kommunerne Skanderborg og Odder, at de er klar med den nye sorteringsordning fra marts 2024.
Nyt samarbejde for en halv million kunder
At det netop er de seks østjyske kommuner, der fortsat har til gode at parkere nye skraldespande i indkørslerne, er ikke helt tilfældigt, for faktisk har de samarbejdet en hel del om indfasningen af folketingets aftale.
Det fremgår af flere af forsyningsselskabernes hjemmeside, at de i alt fire selskaber har samarbejdet om blandt andet udbuddet på skraldespande.
Det bekræfter også Kredsløb-direktør Bjarne Munk Jensen, som blandt andet peger på stordriftsfordele som en gevinst, når der altså samlet har skullet indkøbes nye affaldsspande til i omegnen af 560.000 kunder.
- Vi har ingen kontrakt på hinanden, men vi har samarbejdsaftaler, og udbudsmaterialet bar også alle fire forsyningsselskabers navne som afsender, forklarer Bjarne Munk Jensen.
Det er første gang, at de fire selskaber arbejder så tæt sammen, og det varme venskab kan meget vel føre til mere.
Jeg synes, det er en del af at være transparente, og det har vi også aftalt at være
Selskaberne har allerede planlagt, at de går sammen om at formidle historierne om, hvad der sker med husholdningsaffaldet, fra det kommer i skraldespanden derhjemme, til det bliver til nye materialer eller til energi i ind- og udland.
Den historie har affaldsselskaberne til fælles, og derfor giver det også god mening at pulje kræfterne, så kunderne kan høre mere om, hvad der sker med skraldespandens indhold.
- Jeg synes, det er en del af at være transparente, og det har vi også aftalt at være, siger Bjarne Munk Jensen om samarbejdet.
En egentlig sammensmeltning af de fire forsyningsselskaber er dog ikke på tale, understreger flere kilder. Det handler kun om et forstærket samarbejde.