Magisk naturfænomen kan opleves flere steder i landet
Visse steder i landet – blandt andet Aarhus – oplyses det danske badevand af ufarlige alger.
Septembervejret har virkelig vist sig fra sin bedste side, og som prikken over i'et er der observeret morild, som er lysende organismer, ved flere havne rundt om i landet.
TV 2 Vejret har modtaget billeder af morild fra Aarhus, Roskilde og Veddelev, som har skabt en glæde i og omkring det varme havvand.
Margit Givskov har taget billeder af morild i Aarhus Havn, hvor det naturlige fænomen konkurrerer med højhuset Lighthouse om at skabe det mest spektakulære lys.
Fænomenet ser giftigt ud, men du kan sagtens svømme ud
Martin Larsen fra Roskilde fortæller TV 2 Vejret, at morilden skabte en sand folkefest af jublende og begejstrede børn og voksne ved Roskilde Havn fredag.
Morilden tiltrækker mange, og det er sikkert at bade i. Selvom det kan se farligt ud, er det helt harmløst.
Millioner af små selvlysende alger forårsager fænomenet, og i Danmark er det som regel fure-alger. En kemisk reaktion inde i algerne skaber lys uden varme.
Usædvanligt varmt badevand
Nogle gange kan morilden aktiveres yderligere ved bevægelse, så fænomenet kan i høj grad nydes svømmende. Lige nu er det ekstra tillokkende, da det danske badevand er usædvanligt varmt.
I Roskilde er badevandet lørdag målt til 21 grader, imens observationen i Aarhus Havn melder om 20 grader varmt badevand.
Nogle morildhændelser er så store og kraftige, at de kan ses fra satellitter, men de nydes allerbedst helt tæt på.