Forsikrings-selskaber opruster med egne korps af efterforskere
Forsikringsselskaber opruster med egne korps af efterforskere, som skal afsløre forsikringssvindel. Særligt i de store byer som Aarhus og København bliver der svindlet
Sidste år afslørede forsikringsselskaberne svindel for 530 millioner kroner. Og det er især mænd, der prøver at snyde, viser en ny kortlægning af forsikringssvindlen i Danmark, skriver Politiken
Sidste år stod mænd bag 75 procent af samtlige svindelsager, der blev afsløret.
Det viser en kortlægningen, som er foretaget af brancheforeningen Forsikring & Pension på baggrund af indberetninger fra størstedelen af landets forsikringsselskaber.
- Jeg tror ikke, at mænd har en dårligere moral end kvinder. Men det tyder på, at det stadig er mændene, der opfatter sig selv som familiens forsørgere.
- Hvis familien ryger ud i økonomisk uføre, så kan der ligge et pres på manden, så han oplever, at det er hans opgave at rette op på problemerne. Nogle prøver så desværre at løse opgaven ved at snyde med forsikringen, siger Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka, til Politiken.
Særligt de store byer
Kortlægningen viser også, at det hovedsageligt er i de store byer som København og Aarhus, at der bliver svindlet igennem.
Næsten hver fjerde svindler bor i København, selv om kun godt 10 procent af befolkningen bor i hovedstaden.
I forsøget på at afsløre en større del af svindelsagerne har de fleste forsikringsselskaber oprustet deres egne korps af efterforskere.
På landsplan trevler 60-70 fuldtidsansatte svindeljægere - typisk tidligere politifolk - de mistænkelige sager igennem. Det er en fordobling på fem-seks år, oplyser Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i Forsikring & Pension.
12 af efterforskerne sidder i forsikringsselskabet Tryg, hvor det lige nu er højsæson for forsikringssvindel.
- Julen koster som bekendt mange penge, og derfor er der altid flere sager i højtiden. Det samme ser vi op til sommerferien, hvor folk skal bruge penge på rejser, siger Jesper Dall, chef for Trygs Efterforskningsafdeling.