Årets mest læste: Husker du historien om Dennis, der døde med narko i maven?
TV2 Østjylland har fortalt tusindvis af historier i det år, der snart går på hæld.
Det har vi i tekst og billeder her på tv2øj.dk, i tv, på sociale medier og i podcasts.
Et kig på læsertallene viser, at særligt én historie stikker ud på listen over artikler. Den handler om Dennis Ovesen fra Aarhus.
-
Den døde narkosmugler
Dennis Ovesen døde kort efter at være landet på Grønland.
Det gjorde han, fordi han i maven havde gemt 26 klumper hash og fire klumper kokain viklet ind i husholdningsfilm og balloner. Dennis var nemlig såkaldt bodypacker.
Da der gik hul i én eller flere af klumperne, var det en regulær dødsdom for den unge aarhusianer.
Dennis Ovesen blev kun 33 år.
-
Albinogrævling i vejsiden
Den næstmest læste artikel handler om Anne Katrine Søgaard Jensen, der fik øje på et dødt dyr i vejkanten, som hun havde svært ved at vurdere, hvad var.
Hun var blot sikker på, at det i hvert fald ikke var en hund.
Det viste sig, at der efter alt at dømme var tale om en albino-grævling.
-
Småbørnsforældre dræbt i trafikken
I juli omkom to personer i en dybt tragisk ulykke på Mariagervej i Randers.
Det var 35-årige Kristina Rasmussen og 31-årige Kasper Bang Jensen, der sammen havde to små børn. Deres bil blev påkørt af en 56-årig mand, der efter at have ramt parrets bil kørte frontalt ind i et træ.
Den 56-årige forklarede i retten, at han måtte have fået et anfald af en art.
Sidst i november var Østjyllands Politis anklagemyndighed klar til at rejse tiltale mod ham, som går på uagtsomt manddrab.
-
Skole ramt af tragedier
I august fortalte vi om Blicherskolen i Spentrup, som desværre er ramt af flere tragedier.
Forældrene fra dødsulykken på Mariagervej havde en dreng, der begyndte i 0. klasse på skolen efter sommerferien, og forinden havde et søskendepar fra en anden årgang mistet en forælder.
Det fortalte skoleleder Grethe Mortensen om.
-
Stod i undertøj foran kirken
Mette Thielke fra Skødstrup skulle til bryllup i Frihavnskirken på Nørrebro i København, men alt gik ikke helt efter planen.
Hun skulle med Molslinjens færge fra Aarhus til Sjællands Odde, men da færgen lagde fra kaj, holdt Mette Thielke stadig i sin bil.
Ét eller andet var gået galt med antallet af bookinger og antallet af biler, men der var altså bryllup i den anden ende af landet, og den fest ville hun ikke misse.
Derfor vendte hun bilen og tog turen på tværs af landet på hjul i stedet for til havs, og det endte med, at hun stod og klædte om uden for kirken.