Helle er dybt chokeret: Fandt efterladte dyr i vejkanten
Det var et anderledes syn, der mødte Helle Pedersen ved vejkanten i Malling.
Et ærinde tæt ved genbrugspladsen i Malling udviklede sig forleden til en mindre redningsaktion for Helle Pedersen.
På Holmegårdsvej stod der nemlig et bur med tre nymfeparakitter. Lågen til buret var åben, og da Helle Pedersen nærmede sig, fløj den ene fugl ud og forsvandt.
Helle Pedersen skyndte sig at google, hvad hun skulle gøre, fortæller hun til TV2 Østjylland.
- Jeg fik fat i Dyrenes Beskyttelse, som bad mig om først og fremmest at tage fuglene ind, siger Helle Pedersen.
Det gjorde hun, og hun stillede buret sådan, at den tredje fugl, der var fløjet væk, måske kunne høre kaldet fra de andre.
- Vi kiggede lidt i området, men vi kunne ikke finde den sidste fugl, siger Helle Pedersen.
Helle Pedersen var også forbi stedet, hvor hun fandt fuglene, dagen før. Her stod der intet bur. Hun mener derfor, at buret er efterladt mellem søndag klokken 14.00 og mandag klokken 09.00.
Buret var placeret i vejkanten tæt på genbrugspladsen i Malling, og det bar præg af, at det havde stået der i nogle timer. I bunden af buret var der nemlig flere dræbersnegle i gang med at spise fuglenes mad.
Helle Pedersen er som dyreelsker chokeret over sit fund.
- Jeg er dybt rystet over, at man kan stille et bur med fugle ud på den måde, siger hun.
Fuglene er nu overladt i trygge rammer hos Dyrenes Beskyttelse i Tranbjerg.
Det er ikke første gang, det sker
Helle Pedersen har et opråb til dem, der efterlader dyr på den måde.
- Skriv da i det mindste et opslag på Facebook. Jeg har fået mange henvendelser fra folk, der gerne vil overtage fuglene, siger hun.
Helle Pedersen har før set efterladte dyr tæt på genbrugspladsen.
- Sidste sommer var vi på genbrugspladsen, og da var der et bur med døde hamstere og alt deres tilbehør i. Det stod der bare og var efterladt, fortæller hun.
Susanne Kjeldal Jensen er formand for Dyrenes Beskyttelse i Aarhus, og hun er ærgerlig over de mange dyr, der bliver efterladt rundtomkring.
Der er højst sandsynligt også et stort mørketal af kæledyr, der ikke bliver fundet
- Det sker fortvivlende ofte, at folk efterlader deres kæledyr i vejkanten. Der er højst sandsynligt også et stort mørketal af kæledyr, der ikke bliver fundet, siger Sussane Kjeldal Jensen til TV2 Østjylland.
Hun mener, at for mange folk ikke ved, hvilke konsekvenser det ofte har at anskaffe sig et kæledyr, og hendes ønske er, at folk opsøger hjælp, før de stiller dyrene et sted.
- Ræk ud og bed om hjælp, lyder opfordringen fra Susanne Kjeldal Jensen.