Kræver strammere regler efter to dødsulykker med hestevogn

Dansk Køre Forbund vil have strammet retningslinjer og rammer for hestevognskørsel.

Udgivet Opdateret
En hestevogn forulykkede på Lille Torv i Aarhus lørdag eftermiddag. Foto: Linea Millard (privatfoto)

- Da jeg først hørte det, tænkte jeg ”nej, nej, nej – ikke igen”.

Formanden for Dansk Køre Forbund, Erling Larsen, har ligesom mange andre fulgt den tragiske ulykke i Aarhus lørdag, hvor en hestevogn forulykkede.

En ulykke, som endte med at koste den 61-årige kvindelige kusk liv. 

Dansk Køre Forbund er det nationale køreforbund, der organiserer kørsel med hest og vogn i Danmark.

Og køreulykker med døden til følge er heldigvis sjældne, men ulykken på Store Torv er den anden i år.

I sommer blev også en ældre, erfaren kusk dræbt i forbindelse med en dødsulykke ved Roskilde.

Her blev kusken kørt over af hestevognen og efterfølgende trukket gennem en skov og døde af sine kvæstelser.

Vil have krav til forsikring

Formanden for Dansk Køre Forbund mener ikke, at man bør forbyde hestevognskørsel i forbindelse med store arrangementer.

Men han mener, at retningslinjer og rammer for kørslen bør strammes op, blandt andet via forsikringsselskaberne.

Jeg mener, at forsikringsselskaberne skal stille krav om, at kusken skal dokumentere sin erfaring.
Erling Larsen, formand for Dansk Køre Forbund

- Jeg mener, at forsikringsselskaberne skal stille krav om, at kusken skal dokumentere sin erfaring, og at hesten skal være minimum seks år, før man kan få en kaperforsikring (forsikring ved hestevognskørsel, red.), siger Erling Larsen, der er formand for Dansk Køre Forbund.

- Det kan være med til at sikre, at både kusk og hest har den ro, der skal til for at køre hestevogn i større menneskemængder.

Sådanne krav stilles ikke, hvis man vil have en kaperforsikring i dag.

Der blev ydet livgivende førstehjælp på stedet ved ulykken i Aarhus, men kvindens liv stod ikke til at redde. / Foto: Øxenholt Foto/Ritzau Scanpix

Var et uheld

Arrangøren af Jul på Store Torv i Aarhus, som den forulykkede hestevogn var en del af, fortæller, at ulykken i går var et uheld, og at hestevognens kusk havde mange års erfaring med at køre hestevogn med gæster.

- Det er desværre en kombination af uheld, der gjorde, at hesten løb løbsk, og som vi sammen med politiet er ved at klarlægge, siger Anna Lund, arrangør af Jul på Store Torv.

Og to øjenvidner, som TV2 ØSTJYLLAND har talt med, der begge har mange års erfaring med heste, er enige om, at der er tale om en yderst uheldig ulykke, som man umuligt kunne være forudset.

Jette og Carsten Greibe befandt sig på Store Torv i Aarhus, da de så, hvordan hesten mistede hovedtøjet og begyndte at flygte ned mod Lille Torv.

- Det kunne ske for alle, siger Jette og Carsten Greibe.

De forsøgte selv at få folk af vejen, ligesom de kunne se, hvordan en mand kastede sig ind i to damer for at fjerne dem fra hestens bane. 

Bør overveje køreprøve

Udover strammere krav til forsikring mener formanden for Dansk Køre Forbund desuden, at man også i Danmark bør overveje, om kuske, der kører hestevogn til arrangementer, skal op til en køreprøve.

Det behøver en dansk kusk ikke i dag, men ordningen findes i større turistbyer i Europa, både Wien og Paris.

Og her er det Dansk Køre Forbunds søsterorganisationer, der forestår prøven.

- Jeg ved ikke, hvem der skal gøre det i dag, men en almindelig motorsagkyndig ved ikke, hvad der skal til for at sikre god hestevognskørsel, siger Erling Larsen.

Den væltede hestevogn på Store Torv i Aarhus. / Foto: Linea Millard (privatfoto)

I stedet peger han på, at forbundet netop har igangsat et arbejde for Danmarks første egentlige kuskeuddannelse, der kommer til at vare et-to år. Den kommer efter al sandsynlighed på benene omkring næste sommer i 2022.

- Vi vil gerne lære helt almindelige kuske, hvordan man kører med en hest. Og med en kuskeuddannelse er vi også med til at sikre, at mennesket bag hesten er så godt som muligt klædt på til opgaven, så vi kan undgå ulykker som denne, siger Erling Larsen, formand for Dansk Køre Forbund.

Slog hovedet mod asfalten

Ulykken skete, da en hest løb løbsk på et julemarked, hvor mange mennesker var forsamlet. Hændelsen blev anmeldt lørdag klokken 14.46.

Kvinden blev bragt til hospitalet, men hendes liv stod ikke til at redde.

De pårørende er underrettet, oplyser Østjyllands Politi.

Den løbske hest trak vognen fra Store Torv og videre hen over Lille Torv, hvor den forulykkede. / Foto: Øxenholt Foto

Ifølge Østjyllands Politi faldt kusken af hestevognen, hvor der sad tre personer, og slog hovedet mod asfalten.

Der blev ydet livgivende førstehjælp på stedet, men kvindens liv stod ikke til at redde.

Det er endnu uklart, hvad der præcist forårsagede ulykken, men ifølge vagtchef Jess Frederiksen fortæller politiets øjenvidne også, at skyklapperne faldt af hesten, hvorefter den stejlede og satte i galop.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her