Lagt ned af anmeldelser: 52 har mistet rattet
Politiet har modtaget hele 52 anmeldelser fra bilejere, der altså er kommet ud til en bil uden rat.
Nogen render rundt og snupper andre menneskers rat.
Det fortæller Østjyllands Politi i sin døgnrapport onsdag.
I den fremgår det, at politiet har modtaget hele 52 anmeldelser fra bilejere, der altså er kommet ud til en bil uden rat.
De mange anmeldelser er kommet ind over de seneste måneder fra 1. juli til i dag, torsdag 5. september, og det drejer sig primært om VW-modeller - herunder særligt VW Polo.
Også øvrige bilmærker som BMW, Fiat og Volvo har været ramt af tyverier, lyder det fra politiet, der også har noteret sig, at der er stjålet andre værdifulde dele af personbiler i perioden.
Søger vidner
Østjyllands Politi vil gerne høre fra folk, der kan have set noget, som kan tænkes at have med tyverier at gøre.
Tyverierne er sket i de fleste bydele i og omkring det centrale Aarhus: Risskov, Tilst, Brabrand, Viby og Højbjerg.
- På samme tid skal politiet opfordre til, at man udviser ekstra omtanke, hvis man bliver tilbudt at købe nogle billige reservedele til sit køretøj, da disse muligvis kan være stjålet, skriver politiet i sin døgnrapport.
Vidner kan kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 1-1-4.