Lidt af en sjældenhed: Mike driver en privat pasningsordning
Der er alt for få mandlige dagplejere, mener både kommuner og fagforeninger. Mike Nymark driver en privat pasningsordning, og han elsker det.
Når små børn skal passes i dagtimerne, er det i langt de fleste tilfælde kvinder, der har tjansen som dagplejer.
I Østjylland er antallet af mandlige dagplejere, der er ansat i kommunalt regi, étcifret i de fleste kommuner. Og tallene er stort set uændret de senere år, viser en rundspørge, som otte østjyske kommuner har svaret på. Det på trods for, at både kommuner og fagforeninger gerne så flere mænd i faget.
Det samme ønsker Mike Nymark fra Aarhus. Han hører nemlig til sjældenhederne: Han driver en privat pasningsordning.
- Jeg har altid haft lyst til at arbejde med børn. Man kan mærke, at tålmodigheden bliver sat mere på prøve, men det tager man stille og roligt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har selv tidligere arbejdet i institution – men i august tog han springet og blev privat børnepasser i Åbyhøj.
- Det har været hårdere, end jeg tænkte til at starte med, men det er super fedt, det er så dejligt, siger Mike Nymark.
Til trods for hårde arbejdsdage, har det ifølge ham været det hele værd at drive en privat pasningsordning.
- Det var for at komme væk fra det der dokumentationsarbejde, der er i de almindelige institutioner, for det tager bare meget tid med børn. Og jeg tænker egentlig, at det er det vigtigste, at de har den nærvær og kan mærke, at man er her, og at man vil dem, siger han.
Mike Nymark deler en kælder i Åbyhøj med en anden kvinde, som også driver en privat pasningsordning. Men inden længe starter han sit helt eget 'Grinebidderne' hjemme hos sig selv.
- Jeg har haft en, der har sagt, at 'du er dagplejemor, det kalder jeg sig nu'. Det er lidt for sjov, for man siger jo, at det er en dagplejemor, og det har det altid været, for der har aldrig været ret mange mænd, siger Mike Nymark.
Bag de sjove kommentarer, ligger der også ærgrelse hos Mike Nymark over, at der er så få mænd i faget.
- Mænd er jo en lige så stor del af opvæksten, som kvinder er, og man kan jo noget forskelligt.
Netop det er også årsagen til, at termen 'dagplejemor' ikke længere bliver brugt, fortæller fagorganisationen FOA Aarhus.
- Vi er gået fra, at engang hed det dagplejemødre. Det er vi heldigvis kommet væk fra, for i da taler vi om professionelle dagplejere. Vi taler om medarbejdere, som udøver professionel pædagogik, og det kan lige så vel være mænd, som det kan være kvinder, siger Jack Hougård Kristensen, der er sektorformand i FOA Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kampagne skal få mænd ind i faget
Også i Favrskov Kommune mener man, at der er for få mandlige dagplejere. Derfor har man de senere år forsøgt at løse en generel mangel på dagplejere med en kampagne - blandt andet rettet mod mænd.
- Vi mangler dagplejere i Favrskov Kommune, så kampagnen er et forsøg på at vække interessen hos nogen, der ikke normalt ville se sig selv som dagplejer, siger leder i dagplejen i Favrskov Kommune, Dorte Mørk, til TV2 ØSTJYLLAND.
Men mændene, de er endnu ikke kommet.
- Det er måske ikke det traditionelle job for mænd. Der er ikke så mange, der er opmærksomme på det. De mænd, vi har haft ansat gennem tiden og har ansat i dag, det er mænd, der er dagplejere sammen med deres ægtefælle eller samboende. Men jeg kan ikke svare på, hvorfor mandlige ansøgere vælger noget andet, siger Dorte Mørk.
Hun kan se flere fordele ved, at der kommer flere mænd til dagplejefaget.
- De erfaringer, vi har fra de mandlige dagplejere, er, at både børn og forældre er glade for den forskel og bredde, der er i en dagpleje, hvor der både er en mand og kvinde til stede. Det giver noget andet og forskellige kompetencer, så vi vil gerne tiltrække flere mænd, siger hun.
Derfor beder Favrskov Kommune nu også de mandlige dagplejere selv om at gøre reklame for faget i deres omgangskreds.
RETTELSE: Der har tidligere stået, at Mike Nymark er dagplejer. Det var faktuelt forkert. I følge dagtilbudslovens § 78a, så må en privat børnepasser i alle offentlige sammenhænge alene benytte betegnelsen "privat pasningsordning".
Der er fire mandlige dagplejere ansat i Aarhus Kommune, og fem private pasningsordninger drevet af mænd.