Lorte-bakterier: Bad ikke her!
Ved stranden er der er målt en forhøjet koncentration af tarmbakterien enterokokker, som indikerer, at der er menneske-afføring i vandet.
Vejret indbyder ikke ligefrem til en tur i bølgen blå, men hvis man alligevel får lyst til en badetur, så undlad at hoppe i vandet nær Skæring Strandpark nord for Aarhus.
Aarhus Kommune advarer onsdag mod, at man bader ved stranden, da der er fundet en forhøjet koncentration af tarmbakterien.
Hvis man bader i vandet, kan man risikere at kaste op og få diarré, oplyser biolog ved Natur og Miljø i Aarhus Kommune, Anne Mette Sørensen.
Lorte-bakterier
Det er bakterien enterokokker, der er fundet forhøjede koncentrationer af nær Skæring Strandpark, og det giver anledning til at tro, at der er menneskelort i vandet.
- Det er en stærkere indikatorbakterie end e-coli for, om der er menneskespildevand i badevandet, men det kan også komme fra andre pattedyr, siger Anne Mette Sørensen.
Man ved ikke præcist hvorfor, at der er fundet lorte-bakterier, men det kan være fordi, regnvejret har skyllet bakterierne ud i vandet gennem regnvandsledningerne i området.
- Når der har været en lang tørkeperiode, samler der sig ting og sager i rørene, og de kan så blive skyllet ud, når det pludselig regner meget, siger Anne Mette Sørensen.
Langt over grænsen
I målingerne fra Skæring Strandpark, som Anne Mette Sørensen har modtaget, er der fundet tre gange så mange lorte-bakterier i vandet, som det er tilladt.
Målingen viste, at der er 760 enterokok-bakterier i 100 milliliter vand. Grænsen er 200.
Men for biologen såvel som badegæsterne er der ikke meget andet at gøre ved de forhøjede mængde bakterier, end at væbne sig med tålmodighed.
- Vi venter bare, vi kan ikke gøre noget, når vi ikke ved præcist, hvor det kommer fra, siger Anne Mette Sørensen
Derfor fraråder Natur og Miljø i Aarhus Kommune al badning ved Skæring Strandpark ugen ud, og henviser til, at man holder sig opdateret på vandkvaliteten på hjemmesiden badevand.dk.
Anne Mette Sørensen forventer at få resultaterne fra omprøven tilbage mandag. Den skal vise, om vandet ved badestranden igen er rent nok til at bade i.