Musiker undskylder efter sexisme-dokumentar: - Simpelthen så ked af det
Trommeslager Claes Antonsen står frem og undskylder efter DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen".
Trommeslager og frontfigur i The Antonelli Orchestra, Claes Antonsen, står nu frem og undskylder for at have udvist grænseoverskridende og sexistisk adfærd.
- Jeg har alt for sent forstået, hvor ulykkelige kvinderne blev, og at mit sprog og min adfærd også har fået kvinderne til at føle, at de mistede deres kunstneriske faglighed og kun blev bedømt på deres udseende, skriver han i et opslag på Facebook.
Opslaget kommer efter DR-dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen', hvor en række kvinder har fortalt om grænseoverskridende adfærd i branchen.
'Ikke i orden'
I dokumentaren nævnes Claes Antonsen ikke ved navn, men sangerinderne Katinka Bjerregaard og Mathilde Falch fortæller om, hvordan de har oplevet sexistisk adfærd fra et bandmedlem under 'Toppen af poppen'.
- Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er simpelthen så ked af, at jeg, igennem mange år, ikke har indset, at jeg, uden tanke for kvinderne, har brugt ord og vendinger om og til dem, som har været grænseoverskridende og sexistiske. Det var ikke i orden. Slet ikke. Undskyld, fortsætter Claes Antonsen sit opslag.
Claes Antonsen medvirkede i 13 år i Toppen af Poppen, inden han oplyste, han i stedet skulle optræde med Thomas Helmig.
Claes Antonsen er født og opvokset i Aarhus, og har spillet et utal af koncerter som trommeslager for Helmig.
I dokumentaren oplyser produktionsselskabet Mastiff, der optog programmet Toppen af Poppen, at en undersøgelse af forløbet blev iværksat. Den førte til, at der blev "rettet op" på en "uhensigtsmæssig kultur".
TV 2 har efter dokumentaren udkom iværksat en ny undersøgelse, da Mastiffs håndtering - set i lyset af DR-dokumentaren - anses som at have været mangelfuld.
Onsdag har både rapperen Tessa offentliggjort, at hun aflyser to koncerter med The Antonelli Orchestra, efter dokumentaren.
- Jeg vil på ingen måde associeres med det her bandmedlem - og resten af bandet har jo formentlig været med til at muliggøre den her kultur ved at lade ham opføre sig sådan, siger Tessa onsdag til B.T.
Ligeledes har sanger Malte Ebert droppet koncert med bandet som følge af dokumentaren.
Mens Claes Antonsen er hovedperson i det andet af dokumentarens to afsnit, handler det første afsnit om entertaineren Martin Brygmann, der omtales som "den mandlige artist".