Intensiv efterforskning: Fem måtte flygte ud af brændende lejlighed
Politiet deler nye oplysninger om en større brand i en lejlighed på Gudrunsvej i Gellerup natten til tirsdag.
Fem personer måtte flygte ud af lejligheden, da der opstod brand.
Politiets efterforskning peger i retning af, at branden var påsat, oplyser de i døgnrapporten.
Her oplyser politiet også, at evakueringen af de 47 beboere i opgangen ikke foregik uden problemer.
- Branden udviklede sig hurtigt med ild på begge sider af bygningen og meget kraftig røgudvikling, som vanskeliggjorde evakueringen af særligt personer i ejendommens øverste lejligheder, skriver politiet.
Tirsdag er en intens efterforskning i gang for at fastslå årsagen til branden.
- Vi efterforsker bredt hvad angår både brandens årsag og motiv dertil. Vi vil være synligt til stede i området med ekstra mandskab og vil i den forbindelse opfordre til, at man kommer til politiet, hvis man har oplysninger om sagen, siger politiinspektør Anders Uhrskov.