Politiet efter stor bombeaktion: Der var ingen bombe
Der var ingen bombe i den kasse, som i dag var skyld i, at Rulle Marie blev tilkaldt
Østjyllands Politi måtte mandag kort efter middag afgive 3-4 varselsskud i forbindelsen med en episode ved Østre Skovvej i Risskov.
En mand havde tidligere på dagen indtelefoneret en bombetrussel mod den spanske konsul i Aarhus.
Den samme mand - formoder Østjyllands Politi - blev fundet ved psykiatrisk hospital i Risskov, hvor han angiveligt ikke ville følge politiets anvisninger.
Ingen bombe
Med sig havde han en mindre kasse, da han blev anholdt. Derfor lavede politiet en sikkerhedsafspærring på 100 meter og tilkaldte ammunitionsrydningstjenesten.
Ifølge politiinspektør hos Østjyllands Politi, René Raffo, var der dog ingen bombe i kassen.
- Jeg kan ikke sige andet end, at han havde en kasse med. Den er blevet åbnet af Rulle Marie og bomberydere. Der var ikke sprængstof i den her kasse, siger René Raffo.
Ukendt motiv
Østjyllands Politi har endnu ikke afhørt manden og ønsker ikke at sige noget om mandens motiv. Afhøringen kommer til at ske i løbet af mandag aften.
Ifølge politiinspektør René Raffo fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at manden bevægede sig rundt i området. Patruljevogne bliver sendt til stedet, og de får kontakt med manden. Han cykler dog væk fra stedet, hvorefter politiet affyrer 3-4 varselsskud.
Politiet skal nu lave nærmere undersøgelser af kassens indhold. Formodningen er, at den samme mand stod bag den indtelefonerede bombetrussel mod den spanske konsul i Aarhus.
Kendt af politiet
Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere på spørgsmålet om, manden er tidligere eller nuværende patient på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Manden er i forvejen kendt af politiet. For hvad vil politiet dog ikke ud med.
- Noget tyder på, at manden bliver fremstillet i morgen, siger politiinspektør René Raffo.