Rådyr kvalt i boldnet: - Jeg håber ikke, det har lidt

Onsdag formiddag blev et rådyr fundet kvalt i et boldnet på banerne ved Aarhus Beachvolley Club.

Udgivet Opdateret
Det var et trist syn, der mødte medlemmerne af Aarhus Beachvolley Club, da de onsdag formiddagen dukkede op på banerne. Foto: TV2 Østjylland

Beachvolleybanerne nord for Aarhus er normalt fyldt med glade og aktive mennesker, der ikke har noget imod at få sand mellem tæerne og sved på panden.

Men det var et noget mere dramatisk syn, der mødte medlemmerne onsdag formiddag. Midt på banen lå et livløst rådyr i sandet. Et sort boldnet var viklet stramt om halsen på dyret, og der var ingenting at stille op for at redde rådyret.

- Det var dødt, og det havde viklet nettet rundt om halsen mange gange. Det ligner, at det er gået i panik i forsøget på at komme væk, og så har det fået viklet sig endnu mere ind i nettet, siger næstformand i Aarhus Beachvolley Club, Jeff Jørgensen.

Aarhus Beachvolley Club har til huse i det nordlige Aarhus. / Foto: Google Maps

Det er et net, der adskiller de mange beachvolleybaner, som rådyret har viklet sig ind i. Normalt har medlemmerne en rutine med at rulle nettene op, men det kan skyldes, at det netop ikke er sket aftenen forinden, og rådyret har derfor forvildet sig ind i det.

- Det er et net, hvor der netop er en anelse mere net nede ved sandet, som formentlig har været årsagen til at benet er blevet fanget, siger Jeff Jørgensen.

 Ifølge næstformanden er det første gang, i de ti år, hvor han har været en del af foreningen, at de oplever en episode som denne.

- Det er rigtigt trist, og det første jeg tænkte, var, om det har lidt, og om det døde af udmattelse. Men medlemmerne, der opdagede det, siger, at de tror, at det er blevet kvalt, siger Jeff Jørgensen.

Dyrene bliver ofte fanget i slidte hegn

En stikprøveundersøgelse, som Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening og Dyrenes Beskyttelse har foretaget, viser, at hjorte af flere forskellige arter hvert år bliver fundet filtret ind i hegn, snor og net.

Undersøgelsen viser, at i omkring halvdelen af tilfældene var det nethegn, og primært gamle ikke vedligeholdte hegn, hvor dyrene blev fanget.

Ifølge tal fra Dyrenes Beskyttelse har de allerede i år fået 137 henvendelser fra borgere, der har oplevet hjorte, der sidder fast i snor, net, hegn eller andre ting.

Ny løsning kan sikre, at det ikke sker igen

Foreningen har netop gjort medlemmerne ekstra opmærksom på vigtigheden af, at nettene bliver ryddet ordentligt op.

- Det er jo en trist hændelse, og derfor har vi også skrevet ud til alle vores medlemmer, at vi skal være skarpe på at få rullet nettene sammen. Derudover har vi også sat et skilt op, siger Jeff Jørgensen.

Foreningen har for nylig fået en bevilling, der kan skabe en mere permanent og sikrere løsning, end det net de i øjeblikket har.

- Så snart vi får bevillingen, så laver vi en permanent løsning, siger Jeff Jørgensen. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her