Raser over cyklister: Cykler på fortovet og skaber uheld
Cyklister skaber farlige situationer på cykelgade, og nu har en lokal fået nok. Kommunen melder, at man arbejder på en løsning.
Det skulle have været så godt, da en del af Møllevangs Allé i Aarhus blev omdannet til cykelgade.
Vejen fik i 2018 en midterrabat og fartbump, så biler her skulle køre på cyklisternes præmisser og ikke omvendt.
Men de gode intentioner til trods er der nu problemer. Og det er cykelgadens cyklister, der kan udgøre en fare.
Det fortæller Jarno Friang Gamsgaard, der bor på Møllevangs Allé.
- Der er desværre for mange tosser, der har så travlt, siger han.
Jarno Friang Gamsgaard har fulgt tæt med i trafikken på vejen, siden den blev lavet om. Han fortæller, at mange cyklister på vej ned ad bakke bliver så utålmodige med bilerne, at de overhaler indenom på fortovet og så skaber farlige situationer.
På grund af vejbumpene kan bilerne kun køre omkring 30 kilometer i timen, og så bliver cyklisterne de hurtigste på vejen. Det er i sig selv en fordel for cyklisterne, men når nogle cyklister ender bag en langsommere bil, vælger de altså at køre op på fortovet, viser videoer fra vejen. Andre gange gør cyklisterne det tilsyneladende for bare at undgå vejbumpene.
Situationerne kender Jarno Friang Gamsgaard alt for godt til.
Han har over årene oplevet flere uheld, hvor cyklister har påkørt enten biler eller gående.
Så sent som en torsdag morgen i august oplevede han igen en cyklist på fortovet på Møllevangs Allé, da han var på vej i skole med sin søn.
- Jeg gik tur med hunden og ventede på min søn, der cykler i skole hver morgen. Så kom der en cyklist og ramte mig. Så blev jeg lettere frustreret - eller pissesur, fortæller Jarno Friang Gamsgaard.
Cyklist blev "væk"
Tidligere har han også haft et uheld, da han kom kørende i sin bil og gjorde klar til at svinge ind ved sit hus.
Bag ham lå en mandlig cyklist, og Jarno Friang Gamsgaard fortæller, at han bremsede og blinkede for at signalere, at han var ved at svinge ind.
- Jeg havde set ham i spejlet, men så blev han "væk". Og så sagde det bare skrald, fortæller han.
Resultatet blev ifølge Jarno Friang Gamsgaard, at cyklisten ramte bilen bagerst på højre siden og skrabede hen ad hele bilen. Sidespejlet blev også brækket af i sammenstødet, og cyklisten endte med at falde hen over motorhjelmen.
De mange farlige situationer har gået Jarno Friang Gamsgaard på, siden vejen blev lavet om i 2018, og han har over nu flere år klaget over, at der ikke er blevet gjort noget.
For at dokumentere problemerne har han filmet nogle af de cyklister, han har set køre på fortovet. En af dem kørte lige mod ham og for at vise, hvor slemme forholdene er på stedet, blev Jarno Friang Gamsgaard bare ved med at filme, til cyklisten kom helt tæt på og ramte ham.
Svar fra rådmanden
De mange oplevelser med cyklister på fortovet har fået Jarno Friang Gamsgaard til at tage fat i Aarhus Kommune flere gange. For det kan i hans øjne ikke passe, at det bare fortsætter.
Han har mailet frem og tilbage med forskellige projektledere i Teknik og Miljø og sågar fået svar fra rådmand Nicolaj Bang (K).
Ordlyden har flere gange været den samme. At de anerkender problemet, og at de kigger på potentielle løsninger. Det viser mailkorrespondancer, som TV2 Østjylland har set.
På samme tid understreges det dog også, at det er en uvant situation for forvaltningen, når det er cyklisterne, der udgør problemet.
"Det skyldes primært, at cykler fylder mindre og derved kan omgå barrierer lettere end biler. Teknik og Miljø har derfor ikke en klar løsning i værktøjskassen for øjeblikket," skrev rådmand Nicolaj Bang i april 2024 til Jarno Friang Gamsgaard i et svar.
I samme svar tilføjede rådmanden, at det også er vigtigt, at en løsning på cykelproblemet ikke skaber nye problemer for de gående på fortovet. Han kunne ikke give en tidsramme for, hvornår en løsning på Møllevangs Allé kunne være på plads.
Kommunikationen begyndte så tidligt som 2020 og er fortsat frem til nu. Jarno Friang Gamsgaard har været frustreret over, at det ikke er ført til ændringer på Møllevangs Allé.
I slutningen af august kommer der dog skred i sagerne, fortæller Jarno Friang Gamsgaard. Pludselig kom nemlig en melding om, at Teknik og Miljø vil komme med et forslag til en løsning i efteråret.
TV2 Østjylland har kontaktet Aarhus Kommune for at høre om, hvilken løsning der kan være på vej. Projektlederen for projektet er i øjeblikket ikke tilgængelig, og pressekonsulenten fra Teknik og Miljø udtaler sig derfor.
- Jeg kan bekræfte, at Teknik og Miljø er i dialog med naboerne og har været det gennem længere tid. Vi vil gerne finde en løsning.
- Det er en strækning, hvor der er flere udfordringer, og det gør sagen kompleks. Det handler ikke kun om de fysiske forhold. Det handler også om adfærd, og det gør det vanskeligt at løse udfordringerne med et snuptag, siger pressekonsulent Anders Lai.
Anders Lai kan ikke bekræfte, hvornår en løsning vil blive præsenteret.