Se videoen: Sådan flytter man en kæmpestrand
Der var flyttedag på Aarhus Havn, hvor 600 kvadratmeter strand blev rykket over til Havnebadet på Aarhus Ø.
Aarhus Ø er blevet en strand rigere.
Entreprenørfirmaet MT Højgaard har flyttet en flydende strand på 600 kvadratmeter fra Pier 2 til Bassin 7 ved Aarhus Ø, hvor Havnebadet i forvejen ligger.
Området ved Pier 2 skal bruges til noget andet, og derfor er stranden nu landet, hvor den hele tiden har været tiltænkt, oplyser pressekonsulent i teknik og miljø Anders Lai.
Der var to slæbebåde med til at flytte stranden, og det tog to-tre timer at flytte de godt 1.000 meter, forklarer projektleder i vandbygningsafdelingen ved MT Højgaard Simon Thau. Den holdes fast af seks stålrør på 16,5 meter, som er vibreret ned i bunden.
Flytningen blev gennemført i går, tirsdag, da man lige afventede passende vejrforhold, og mandag var for blæsende.
Havnebadet og den dertilhørende strand er tegnet af Bjarke Ingels' BIG. Ved Pier 2, som stranden er rykket fra, ligger lige nu en bypark og Dome of Visions.