Seks års fængsel for at stikke mand i halsen

Der er faldet dom i sagen om drabsforsøg på Bodegaen i Aarhus.

Udgivet Opdateret
Overfaldet fandt sted uden for Bodegaen på Åboulevarden i Aarhus. Foto: Google Street View

Det koster en 33-årig somalisk statsborger seks års fængsel, at han tidligt om morgenen søndag den 4. december 2022 knuste en flaske og stak en i dag 53-årig mand i halsen og hovedet.

Den 33-årige er desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

Det har Retten i Aarhus afgjort tirsdag.

- Han blev dømt efter anklageskriftet, der lød på seks års fængsel og udvist af landet med indrejseforbud i 12 år, siger specialanklager Dorthe Lysgaard til TV2 Østjylland.

Dommen er ifølge specialanklageren helt i tråd med sædvanlig praksis.

- Der har været fremført video som bevismateriale i sagen, som har haft stor betydning for både anklageskriftet og dommen. Når man så målrettet angriber en anden person og stikker ham i halsen flere gange, så må man vide, at der er en overhængende risiko for, at det kan ende med dødelig udgang, siger Dorthe Lysgaard.

Den dømte ankede dommen til Vestre Landsret.

Bølgerne gik højt på Bodegaen

Den 33-årige mand, der begik voldshandlingerne, havde haft en kontrovers med offeret i bodegaen.

Herefter gik mændene udenfor, hvor det endte i et klammeri, som siden eskalerede til de ifølge anklagemyndigheden livsfarlige stik med flasken.

Århus Stiftstidende har tidligere refereret fra grundlovsforhøret senere på dagen for overfaldet, hvor en video blev afspillet. Den skulle angiveligt vise, hvordan den 33-årige mand i første omgang knuste flasken mod sit dengang 52-årige offers hoved for derefter at stikke ham med flasken.

Ved grundlovsforhøret forklarede gerningsmanden, at han havde været "pissestiv", hvorfor han havde svært ved at huske overfaldet. Han mente dog at erindre, at den 52-årige mand forud for overfaldet havde givet ham bank inde på bodegaen.   

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her