Sidste spray med dåsen: 200 kvadratmeter gavlmaleri færdigt

Det var den aarhusianske kunstners malerier af havdyr, der fik ejerkredsen bag Lighthouse på Aarhus Ø til at gribe knoglen. Nu lægger Eske Touborg sidste hånd på det 200 kvadratmeter store kunstværk.

Udgivet Opdateret
- Jeg tror, jeg er færdig i aften (onsdag, red.) klokken 20. Og så skal jeg fandeme ud at bade, siger kunstner Eske Touborg.

Spraydåsens lette sprøjt forvandles på sekunder til en lys gople på vej gennem dybets mørke.

Fastklæbet til spraydåsen er Eske Touborgs hånd, der midt i byggerodet foran Lighthouse på Aarhus Ø åbner op for en intens blå farve i det grålige oktoberlys.

- Jeg tror, jeg har fået et love-hate forhold til de her havdyr, siger han med et smil.

I en måned har han været i gang med et 200 kvadratmeter stort gavlmaleri i gården foran Danmarks højeste bygning. 

Vil ikke være 'ham med havdyrene'

Faktisk var 26-årige Eske Touborg for længst stoppet med at male havdyr. 

For han var efterhånden ved at blive kendt som 'ham med havdyrene', og ville gerne løsrive sig fra det det kaldenavn. Derfor bevægede han sig ud i gavlmalerier med alt fra sumobrydere til cykelryttere.

- Det var vigtigt for mig, at dem, der skal bo hernede, ikke kommer hjem fra arbejde og skal se på noget, der får dem til at føle sig meget udfordrede, siger Eske Touborg.

Men det var ikke slut med havdyrene. En bygherre fik efter en kort tids overvejelse Eske Touborg til at bide på krogen. 

- Der var noget, der trak i mig, og sagde, at nu var vi ude ved vandet her ved Lighthouse, og bygningerne her har så organiske former, siger Eske Touborg og fortsætter:

- Det var som om, at goplerne kom til mig. Ikke som et lyn fra en klar himmel, men der er noget smukt og æstetisk ved noget, der trækker vejret og er roligt at se på. En slags havets lunger. 

Eske Touborg har de sidste fem år malet alt fra sumobrydere til cykelryttere - og her et maleri af Dronning Elizabeth på Tangkrogen i Aarhus.

Og det var netop kunstnerens tag på havets dyb, der fik bygherren Rune Kilden fra Kilden & Hindby til at vælge den unge aarhusianer til at sætte sit præg på gavlene i gården foran Lighthouse.

- Jeg har fornøjelsen af at bo lige rundt om hjørnet til en af Eskes hammerhajer nede i byen, siger han og fortsætter:

- Både jeg og min familie har nydt at gå og kigge på hans havdyr rundt omkring i byen, så han var selvskreven til opgaven.

Mens et hajøje på gavlen bag ham med få strejf får tilført liv, vender Rune Kilden sig for at vurdere det næsten færdige gavlmaleri.

- Jeg synes, det er et helt fantastisk resultat. I en stresset hverdag kan det være rart at komme hjem og blive mindet om, at man skal trække vejret, siger han.

Eske Touborg forventer at lave sidste krølle med spraydåsen klokken 20 onsdag aften.

- Jeg glæder mig bare til at vise gavlene frem og høre, hvad folk siger til det, siger Eske Touborg afsluttende.

De første beboerne til Lighthouse vil efter planerne flytte ind i midten af november.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her