Skulptur-graffiti: Nosserne vil dukke op igen

Selvom skulpturen 'Balls tell it all' skal fjernes fra Kongelunden, vil den dukke op igen i nærheden, afslører indehaveren.

Udgivet Opdateret
Flemming Dybbøl har placeret 'Balls tell it all' hvor skovguden Pan, plejer at stå.

De 15 kilo tunge bronze-nosser 'Balls tell it all' skal omgående fjernes fra sin placering i Kongelunden. Det fortalte rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) tirsdag.

Men indehaveren af skulpturen siger til TV2 ØSTJYLLAND, at nosserne vil dukke op i nærheden igen:

- Jeg har fået tre tilbud om placeringer i dag. Og de bliver i Aarhus, så offentligheden kan komme til at se dem, og det bliver formentlig også omkring Kongelunden. Det kan jeg næsten godt sige på forhånd, siger Flemming Dybbøl, afgående direktør for Godsbanen og indehaver af skulpturen.

Flemming Dybbøl havde natten til søndag flyttet den omdiskuterede skulptur fra Godsbanen til Kongelunden uden at spørge forvaltningen om lov. 

Dybbøl om flytning: Det er for sjov

Den afgående direktør har placeret skulpturen på den plads, hvor bronzeskulpturen af skovguden Pan plejer at stå i skovområdet Kongelunden syd for Aarhus. 

Men nosserne skal altså fjernes igen, fortalte den ansvarlige rådmand tirsdag:

- Jeg har besluttet, at den skal flyttes og bedt min forvaltning om at tage kontakt til personen, der har placeret den, for at få den flyttet, fordi vi kan ikke have, at mennesker bare stiller kunst i vores natur, siger Bünyamin Simsek.

Flemming Dybbøl siger, at han har flyttet nosserne for at lave skulptur-graffiti og hylde Stig Tøfting.

Hvorfor har du flyttet skulpturen?

- Fordi det er sjovt, og for at få chancen for tredje gang at være med til at lave skulpturgrafitti, hvor man stiller en skulptur op uautoriseret. Og så var timingen også helt genial i forhold til at hylde Stig Tøfting, som lige har samlet en million kroner ind til kræftramte børn, siger Flemming Dybbøl til TV2 ØSTJYLLAND.

Får blandet modtagelse

Nosserne har indtil nu levet en omstridt tilværelse.

Allerede da de i 2019 blev placeret ved Godsbanen, blev de mødt af massiv modstand - både fordi de blev præsenteret på bagkant af hele #metoo-bølgen, men også på grund af kvaliteten af kunstværket. 

De borgere, som TV2 ØSTJYLLAND mødte i Kongelunden tirsdag, giver da også skulpturen en blandet modtagelse:

- Den kan jeg ikke li'. Jeg synes, den er grim, lyder det blandt andet fra Vibeke Christensen.

En anden borger er dog mere positiv.

- Jeg synes, det er helt fantastisk. Der er så mange ting, der kaldes kunst nu om dage. Så er det der jo også kunst. Og det er jo realisme, så det vil noget bortset fra, at proportionerne jo ikke er helt realistiske, siger Poul Erik Hansen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her