Stor kæde dropper tilbudsavisen
Fra årsskiftet er det slut med tilbudsaviser i postkassen fra Lidl.
Der bliver fra nytår en tilbudsavis mindre i de østjyske postkasser. Supermarkedskæden Lidl dropper den fysiske papiravis, efter at den samme manøvre blev gennemført med succes i København.
Kæden kører forsøget fra uge et til otte, inden det besluttes, om det skal være permanent.
- Der er selvfølgelig mange overvejelser i spil, men vi ser, at flere og flere af vores aarhusianske kunder vælger den trykte tilbudsavis fra og tyer til de digitale løsninger, siger Rasmus Pape, indkøbs- og marketingdirektør i Lidl Danmark.
Avisen droppes for at spare miljøet for papir til tryksagerne.
Forsøget i København gik bedre end forventet og blev permanent i starten af 2022.
Alligevel er det i første omgang et forsøg i otte uger. Herefter er den tilbage i postkassen, mens forsøget evalueres - fx i forhold til om det har påvirket omsætningen.
- Efter den evaluering tager vi en beslutning om, det skal være permanent, eller vi skal prøve andre områder som Silkeborg eller Randers, siger Rasmus Pape, indkøbs- og marketingdirektør i Lidl Danmark.
Cirka 49.000 husstande i Aarhus modtager avisen, men forsøget i hovedstaden viste, at kunderne brugte kædens app eller onlineavis. Den trykte avis kan fortsat hentes i butikkerne.
TV2 ØSTJYLLAND har også spurgt Salling Group, der står bag Bilka, Føtex og Netto.
- Vi har ikke nogen planer på nuværende tidspunkt at droppe papirstilbudsavisen, siger Jacob Krogsgaard Nielsen, Press Manager, Salling Group.