To dræbt i ulykke - bilist ramt af spøgelsesbilist
To personer omkom tirsdag aften i en voldsom ulykke på Herningmotorvejen.
To personer afgik tirsdag aften ved døden efter et alvorligt færdselsuheld på Herningmotorvejen omkring afkørslen ved Harlev vest for Aarhus.
Politiet forklarer tirsdag morgen, at en spøgelsesbilist kørte modsat køreretningen i det østgående spor og ramte en anden bilist frontalt.
- Ud fra vidnernes forklaring og bilinspektørens undersøgelser på stedet, så kører den ene part imod færdselsretningen i vestgående retning men i østgående spor, siger vagtchef Peter Tholstrup fra Østjyllands Politi.
Det er de to personer, der er afgået ved døden.
- Det er en dybt, dybt tragisk ulykke, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
De blev begge erklæret døde kort efter ulykken. Der var ikke andre personer i nogen af bilerne.
Spærret i fem timer
To andre biler var impliceret i ulykken. Den ene blev ramt af spøgelsesbilistens bil, da den blev slynget over i det vestgående spor på motorvejen i forbindelse med den frontale ulykke. En anden bil påkørte vragdele på vejen. Ingen personer kom til skade i de to biler.
Motorvejen var i forbindelse med ulykken spærret i begge retninger i mere end fem timer fra omkring klokken 22 tirsdag aften til klokken 03.30 natten til onsdag.
Ulykken vil ikke påvirke morgentrafikken onsdag morgen, oplyser vagtchefen.
Østjyllands Politi afventer en endelig genkendelse af de to omkomne, men de har været i kontakt med det, de formoder er de pårørende til begge de omkomne. De kan derfor ikke komme nærmere ind på alder eller køn på de to dræbte.
Politiet har endnu ikke nogen indikationer på, hvorfor spøgelsesbilisten kørte i den forkerte køreretning på motorvejen, oplyser vagtchefen.
Der er netop sket et meget alvorligt færdselsuheld på Herningmotorvejen omkring Harlev vest for Aarhus. Der er flere biler impliceret og flere tilskadekomne. Motorvejen er spærret i BEGGE retninger. Find venligst alternative ruter. Vi opdaterer. #politidk.
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) December 1, 2020