Tre direktører og fem ansatte nægter sig skyldige i trecifret millionsvindel

De otte mænd blev anholdt i og omkring Aarhus og på en adresse i Nordsjælland i går.

Udgivet Opdateret
Der er otte anholdte i sagen. Alle nægter sig skyldige. Foto: Allan Kibsgaard, TV2 Østjylland

Otte personer, som blev anholdt onsdag og sigtet for markedsmanipulation for et trecifret millionbeløb, er torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Dommeren valgte at lukke dørene og nedlægge navneforbud både i forhold til de sigtede og den virksomhed, de er ansat i.

Derfor har alle journalister og andre tilhørere - heriblandt en del pårørende - forladt retssalen, men det står klart, at personerne - alle mænd og blandt dem tre med titel af direktør - er sigtet for igennem en periode at have skaffet ulovlig profit gennem det arbejde, de udfører med handel på engrosmarkedet for energi. Det er ifølge sigtelsen foregået fra marts 2021 til marts i år.

Sigtelsen er rejst efter straffelovens paragraf 299d om markedsmisbrug, hvor strafferammen er op til seks års fængsel. Alle nægter sig skyldige.

De så meget trætte og chokerede ud over den situation, de står i lige nu som mistænkte for at have begået noget kriminelt
Signe Hartig Danielsen, journalist, TV2 Østjylland

Ifølge TV2 Østjyllands journalist i retten, Signe Hartig Danielsen, blev retsmødet udskudt med en halv time, da det tog tid at få alle implicerede ført ind i retssalen, der var stopfyldt med pårørende og politibetjente foruden mediefolk, anklager, forsvarere og dommer.

- De lignede nogle mænd, der ikke havde sovet i deres egen seng i nat. Det har de så heller ikke, men de så meget trætte og chokerede ud over den situation, de står i lige nu som mistænkte for at have begået noget kriminelt, siger Signe Hartig Danielsen.

- Deres pårørende græd og gav hinanden kram, imens de udvekslede blikke med de sigtede. Stemningen var i det hele taget meget trykket.

Anholdt i koordineret aktion

Mændene blev anholdt onsdag mellem klokken 14 og 15.24, og det blev de af betjente fra politiets Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet, som i en koordineret aktion slog til på adresse i og omkring Aarhus og i Nordsjælland.

Det er Forsyningstilsynet, der har lavet anmeldelserne. 

Hvad er markedsmanipulation?

  • Det tidligere kendte begreb "kursmanipulation" betegnes nu som markedsmanipulation.

  • Det handler kort sagt om at få kurser til at afvige fra den rigtige kurs ved at lyve om ting som efterspørgsel, udbud og priser, hvorfor det påvirker markedet.

  • Motivationen for at begå den her forbrydelse er ofte at opnå profit eller undgå et tab, men det er ikke betegnet som en såkaldt berigelsesforbrydelse.

Kilde: Finanstilsynet

Tilbage i marts oplyste Forsyningstilsynet ifølge Ritzau, at det efterforsker en række sager om insiderhandel og markedsmanipulation på markedet for energihandel.

2022 bød på store udsving i energipriserne særligt på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

De store udsving har betydet, at selskaber, der tjener penge på at handle el og gas på tværs af landegrænser, i flere tilfælde har kunnet hente store gevinster.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her