Tusinder af unge fester i gaderne - men rusuge er mere end bare alkohol
I næste uge starter tusinder af unge på deres uddannelser, men inden det går løs på skolebænken, skal de rystes sammen i den såkaldte rusuge.
I disse dage er gader og parker i Aarhus fyldt med såkaldte russere - kommende studerende, der skal begynde på deres drømmeuddannelse lige om lidt.
Rusugen, som det også kaldes, handler om at ryste de nye studerende sammen, inden de skal på skolebænken i næste uge. Det er nemlig en stor gevinst for de kommende studerende at mødes til sociale arrangementer, inden virkeligheden rammer.
Læs også:
- Det betyder meget for de studerendes trivsel og for at fastholde dem i uddannelserne, at de er godt integrerede i deres nye studiemiljø. Og så består studiestarten også af en faglige introduktion til de undervisningsforløb, de skal til at i gang med, siger Jannie Laigaard, der er studiestartskoordinator på Arts fakultetet ved Aarhus Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND.
En stor del af tiden i rusugen går ud på at drikke øl og danse til lystige toner, men universiteterne er ifølge studiestartkoordinatoren meget opmærksomme på at afgrænse, hvilke dele af rusugen, der foregår med alkohol i blodet.
- Vi lægger meget vægt på, at selvom der foregår noget med alkohol, at det så ikke får nogen karakter af grænseoverskridende adfærd i sig. Alle studerende skal føle, at de har haft en god og tryg studiestart, også selvom man ikke drikker alkohol, siger studiestartskoordinatoren.
En af dem, der netop har et stort ansvar for, at de studerende får en god rusuge, er tutor Sebastian Scott Engen. Han er allerede studerende på cognitiv science på Aarhus Universitet og er med til at byde alle de nye elever velkommen.
- Vi laver en masse lege, hvor vi finder de bedste sider frem i de nye folk, og hvor det gælder om at lære hinanden at kende. Når det kommer til alkohol, så har vi også mulighed for, at man kan vælge sodavand, så alle kan være med i legene, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Og netop lege, hvor man lærer sine kommende klassekammerater at kende, falder i god jord hos russerne:
- Det er mega fedt. Det er en dejlig måde, for det er jo alle nye mennesker, så det er rart at man kan bonde på en anden måde, og man ikke selv skal finde på smalltalk, men de har lavet en masse lege, hvor vi bare kan snakke en masse med hinanden, siger Daniel Elmstrøm Christensen, der er en af de nye elever på cognitiv science på Aarhus Universitet.
- Det er super fedt at være med til sådan et introforløb, hvor man lige får lov til at lære hinanden at kende, se lidt fjollet ud, danse og have det mega grineren, siger en anden af de nye elever, Pernille Brams.